Ekstra etage på Kongens Ege
Byråd godkender planerne for at omdanne hotel til boliger
Planerne om at omdanne det tidligere Scandic-hotel Kongens Ege i Randers til boliger er rykket et stort skridt nærmere.
Et politisk flertal i Randers har godkendt planerne om at etablere op mod 53 nye lejligheder i hotellet, der ligger på Skovbakken nær Randers Midtby.
Derudover skal der være plads til liberalt erhverv, et 40-værelses stort hotel samt en restaurant.
Under det netop afholdte byrådsmøde godkendte politikerne en ændring af lokalplanen, sådan at Kongens Ege kan udvides med yderligere en eller to etager i forhold til i dag.
Se: Rift om luksus-lejligheder
Den ældste del af hotellet fra 1968 må bygges en etage højere, mens den nyere del fra 1988 må udvides med to etager.
Ændringen af lokalplanen har været i høring i otte uger. I høringsperioden er der ifølge Randers Kommune kommet otte høringssvar - heraf et på vegne af 19 beboere i området.
Flere af høringssvarene er - ifølge kommunen - blevet indarbejdet i den endelige lokalplan.