Ekstra billetter til Dickow
Stor interesse for Festuge-koncert får arrangørene til at sætte flere billetter til salg
10.000 billetter er siden starten af juni blevet revet væk til den kommende festugekoncert med den aarhusianske sangerinde Tina Dickow.
Dermed kan arrangørerne af Aarhus Festuge i dag melde om udsolgt - og dog.
Den store interesse for at overvære, hvad der ifølge Tina Dickow selv bliver hendes mest personlige koncert nogensinde, har nu fået festugekontoret til at sætte yderligere 2.000 billetter til salg.
Se også: Udlændinge gratis til koncert
De 500 af de ekstra 2.000 billetter er tirsdag middag allerede blevet solgt, så man skal være hurtig, fortæller kommunikationsansvarlig Line Hedeboe til tv2oj.dk:
- Der har været en stor efterspørgsel, så derfor valgte vi at frigive flere billetter.
- Om de når at blive solgt inden torsdag, må vi se. Vi holder meget øje med vejrudsigten for tiden. Vi ved jo, at vejret har en stor indflydelse. Ligemeget hvad, så er vi pænt stolte over, at har fået solgt mere end 10.000 billetter.
Tina Dickows koncert 'Ned fra Nord' bliver afholdt i Byparken mellem rådhuset og Musikhuset i Aarhus torsdag aften.
Plads til 15.000 gæster
Koncerten er den uofficielle åbning af Aarhus Festuge og kommer blandt andet til at byde på gæsteoptrædener med kunstnere fra Aarhus og Island.
Udover de nu i alt 12.000 tilgængelige billetter, har arrangørerne også valgt at give 1.000 internationale studerende i Aarhus gratis adgang til koncerten:
Hver af de studerende har mulighed for at tage en gæst med, så tallet lander derfor på 2.000 potentielle studerende.
Alt i alt regner arrangørerne med, at der kommer op mod 14.000 gæster, hvis alle vælger at gøre brug af deres billet:
- Der er plads til 15.000 på pladsen inklusiv fribilletter og det hele. Inden vi har sat billetterne til salg, har vi opjusteret forholdene, så de passer i forhold til toiletforhold, boder og så videre, siger Line Hedeboe.
Se: Her er Dickows Aarhus-sang
Tina Dickow er i disse dage i Aarhus for at øve til koncerten. Til daglig bor hun i Reykjavik på Island sammen med sin mand og to børn.
Torsdagens koncert indledes klokken 19.00 med en koncert med Aarhus Jazz Orchestra og Michael Møller, inden Tina Dickow med følgeskab går på scenen klokken 20.30.
Arrangørerne opfordrer publikum til at komme i god tid for at undgå kødannelse.