Eksplosiv julekalender med fysik

Fysikstuderende fra Aarhus Universitet laver i år en julekalender med 24 små videoer

Her er folkene fra fysikshow i gang med at lave en af videoerne til julekalenderen. Foto: Fysikshow Aarhus

"Fysik er ikke kun for nørdede typer, der bare læser en masse bøger. Det er også almindelige mennesker, der har det sjovt."

Sådan lyder budskabet fra folkene bag Fysikshow Aarhus. Fysikstuderende fra Aarhus Universitet har siden 1999 rejst land og rige rundt med et show henvendt folkeskoler og gymnasier. I år har de udvidet deres repertoire med en julekalender.

- Vi vil gerne udvide vores publikumsskare, og det forsøger vi blandt andet at gøre gennem de her videoer på Youtube. Ideen kom til os for tre uger siden, og så har vi ellers knoklet siden med at producere klippene, fortæller Kasper Medum fra Fysikshow Aarhus.

Eleverne er imponerede over fysikshows

Han er lige nu en del af holdet på 10, der laver fysikshows på skoler, hvor de giver eleverne et afbræk i den trivielle undervisning.

- Det er ofte i stedet for en almindelig lektion, vi kommer, og de fleste synes, at showsene er fascinerende og spændende. Vi er lidt mere uformelle og kan imponere dem med eksplosioner og andre eksperimenter, de sjældent ser, siger Kasper Medum.

Gennem den nye kalender får han og de øvrige medlemmer af gruppen også trænet deres formidlingsevner, og så synes de alle sammen bare, at det er rigtig sjovt.

- Mit yndlingsklip er et, hvor vi når at udnytte den sne, vi fik for et stykke tid siden. I videoen sprænger vi en snemand i luften, og så er der også mange fede slowmotion klip, folk kan se frem til, lyder det fra Kasper Medum.

Nederst kan du se videoen fra 1. december: