Eksplosiv bagspiller til Randers HK
Frederikke Gulmark har underskrevet en toårig kontrakt med Randers HK gældende fra sommeren 2016
Lyngby-spilleren Frederikke Gulmark skifter fra sommeren 2016 København ud med Kronjylland, da hun har skrevet under på en to-årig kontrakt med Randers HK.
Gulmark er en eksplosiv, højrehåndet bagspiller, der både kan dække 2'er og 3'er i forsvaret.
- Der er ingen tvivl om, at mit skifte til Randers på flere måder er et kæmpe skridt for mig, men som jeg helt sikkert føler mig klar til at tage nu. Jeg skal væk fra de trygge rammer hjemmefra, og samtidig bliver det et kæmpe spring for mig at gå fra en 1. divisionsklub til en ligaklub, hvor alt bare er så professionelt, siger Frederikke Guldmark og fortsætter:
Schumacher skifter til Frankrig
- Det har udviklet mig meget at være i Lyngby i 1. division, hvor jeg har fået meget spilletid og en stor rolle på holdet, og det har nu givet mig modet til at søge nye og større udfordringer. Det har altid været min helt store drøm at være med i landets bedste række, hvor man både spiller mod og sammen med nogle af de allerbedste.
Frederikke Guldmark fik sin håndboldopdragelse i den lille nordsjællandske klub Nivå og skiftede til Virum som 2. års U16.
Efter to år i Virum tog hun til HØJ håndbold, hvor hun blev danmarksmester med U-18 holdet og har så de seneste to år spillet i Lyngby.