To eksplosioner på fabrik i Viby
Overtryk sprængte luftrør på Danfoss i Viby. Flere personer kørt til behandling for chok.
Politi, ambulancer og brandvæsen blev kort efter kl. 14 kaldt ud til Danfoss' fabrik på Jens Juuls Vej i Viby vest for Århus, efter to eksplosioner havde ramt virksomheden.
I første omgang troede medarbejdere og redningsmandskab, at der havde været ild i en maskine, som derfor eksploderede.
Men en nærmere undersøgelse afslørede, at eksplosionerne skyldtes overtryk i fabrikkens anlæg for trykluft. Da trykket blev så stort, at det sprængte to huller i røranlægget, udløste det så store mængder støv, at de tilstedeværende troede, der var tale om røg.
Ifølge vagthavende ved Århus Politi kom der ikke nogen til skade ved selve eksplosionerne. Men syv personer blev kørt til behandling for chok.
Arbejdstilsynet skal nu undersøge årsagen til fejlen i trykluftsanlægget.