Eksplosion i Stjær: Naturgasledning skal undersøges
Mandag går teknikere i gang med at finde årsagen til eksplosionen i Stjær
Tre døgn efter den voldsomme eksplosion er stemningen stadig trykket blandt borgerne i Stjær.
- Lige den første dag var jeg nok lidt chokeret. Alle de skader der er. Man prøver at få overblik over, hvor meget der er sket, siger Arne Madsen, der bor i Stjær.
Ude foran det hus, hvor den 87-årige kvinde omkom, har familie og naboer lagt blomster og tændt lys.
Politiet har afspærret et større område, som Hjemmeværnet bevogter.
Læs også
I morgen vil politiets teknikere og eksperter fra Sikkerhedsstyrelsen gå i gang med de nærmere undersøgelser.
En ny gasledning, der var ført ind i huset, skal undersøges nærmere.
- Netop fordi vi ved, at der er tale om en forholdsvis ny stikledning af naturgas, der er ført ind i bygningen, så vil vi selvfølgelig starte med at undersøge, om den har været tæt indtil det tidspunkt, hvor eksplosionen er sket, siger chefkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen, Arne Hosbond.
Eksplosionen skete torsdag klokken 16.27, og den var så voldsom, at de omkringliggende huse fik sprængt deres vinduer og flere af husene slog revner.
Heldigvis kom ingen af naboerne til skade.
Læs også
- Jeg var på vej hen for at købe ind og få noget at spise. Så jeg går fra mit hus og op til Brugsen. Et minut før, så havde jeg været lige ud for, hvor huset eksploderede, siger Arne Madsen.
Ifølge Arne Hosbond er det yderst sjældent, at der sker så voldsomme eksplosioner i Danmark.
- Det er usædvanligt. Det er sjældent, at vi har den type hændelser. Det sker af og til, at en entreprenør har gravet en gasledning over, men det er yderst sjældent, at der sker noget ved det, siger Arne Hosbond.
Øverst kan du se mere om eksplosionen i Stjær.