Oftere kampklædt politi på psykiatrisk hospital: Stjæler tid fra politiarbejdet

I gennemsnit fik politiet sidste år anmeldelser fra psykiatrisk hospitals adresse i Risskov ti gange om ugen. Det er en stigning på 72 procent i forhold til 2011.

TV2 ØSTJYLLAND var på stedet, da bevæbnet politi var på Psykiatrisk Hospital den 30. oktober.

 

Næsten 550 gange sidste år registrerede Østjyllands Politi anmeldelser på adressen for det psykiatriske hospital i Risskov i Aarhus. Det viser en aktindsigt, som TV2 ØSTJYLLAND har fået i dokumenter fra Østjyllands Politi.

Det er en stigning på 72 procent siden 2011 og dermed en helt eksplosiv udvikling, der stjæler politiets tid fra andre opgaver.

Læs også Grafik: Derfor bruger psykiatrisk hospital politiet så ofte

- Når vi i politiet skal bruge tiden på de psykisk syge, så går tiden fra noget andet. Det er frustrerende, siger Heino Hegel, der er formand for Østjyllands Politiforening.

Hans kollega Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet, bakker op: 

- Der er ingen tvivl om, at der vil være opgaver, hvor man har en forventning om i et retssamfund, at politiet kommer frem, hvor vi så ikke kommer frem, fordi vi i stedet skal løse opgaven med de psykisk syge, siger Claus Oxfeldt til TV2 ØSTJYLLAND.

Svære patienter tæt sammen

Ifølge flere ansatte på hospitalet ringer de oftere til politiet, fordi der på afdelingerne er kortere mellem de meget syge patienter med tendens til at blive voldelige. Det betyder, at flere småuenigheder eskalerer og ender i vold. 

00:29

VIDEO: Hør formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt forklare, hvilke konsekvenser det har, at politiet bruger så meget tid på psykisk syge.

Luk video

- Over de seneste mange år har man nedlagt sengepladser, og det betyder, at vi i dag kun har plads til at have de dårligste af de dårligste indlagt. Vi er dog ikke blevet flere til at håndtere dem, og det betyder, at vi har sværere ved at mandsopdække de dårligste patienter og forhindre, at de her ting eskalerer, fortæller Peter Bugge, der har arbejdet som sosu-assistent på Risskov Psykiatriske Hospital i 21 år. 

Læs også Mor til psykisk syg: Uhyggeligt når politiet er indblandet

- Før var der flere sengepladser, sådan at der kun behøvede at være en eller to voldelige og utilregnelige patienter på en afdeling. Nu er andelen af virkelig dårlige patienter meget større, og de er blevet presset sammen på færre sengepladser.

Det er blevet en del af det normale billede, at politiet kommer her ofte og nogle gange dagligt.

Peter Bugge, sosu-assistent, Risskov Psykiatriske Hospital

Den større andel af meget syge patienter har sammen med et øget brug af stoffer betydet, at volden på det psykiatriske hospital i Risskov er blevet voldsommere. 

- Episoderne er helt klart mere voldsomme nu, end de var for ti år siden, fortæller Mikkel Rasmussen, der er overlæge og medlem af regionsrådet for Psykiatrilisten.

- Der har været tilfælde sidste år, hvor politiet kom kampklædte i salatfade med skum og peberspray, fordi en indlagt patient er blevet rigtig voldsom.

Læs også Se dokumentar: Hvorfor druknede Jonatan?

Politi næsten dagligt

Det var især tvangsindlæggelser, vold, trusler, uro, beskyttelse, assistance af personalet og tvungen medicinering som politiet i 2017 blev kontaktet af Psykiatrisk Hospital i Risskov omkring. Det viser den aktindsigt, som TV2 ØSTJYLLAND har fået. Og stigningen i brug af politiet kan mærkes.

- Det er blevet en del af det normale billede, at politiet kommer ofte og nogle gange dagligt, fortæller Peter Bugge, sosu-assistent på Risskov Psykiatriske Hospital. 

00:25

VIDEO: Hør social og sundhedsassistent Peter Bugge fortælle, hvordan voldsepisoderne på Risskov Psykiatrisk har udviklet sig. 

Luk video

De sammenlagt 557 gange, som politiet ifølge TV2 ØSTJYLLANDs dokumenter var i kontakt med Psykiatrisk Hospital sidste år, svarer da også til gennemsnitligt ti gange om ugen. I 2011 drejede det sig om gennemsnitligt seks gange ugentligt.

Der vil være opgaver, som vi ikke kommer ud til, fordi vi i stedet løser opgaver med de psykisk syge.

Claus Oxfeldt, formand for Politiforeningen

Forskellen er til at tage at føle på, og Østjyllands Politi kan næsten ikke følge med.

- Vi oplever helt klart, at arbejdet med psykisk syge fylder mere end tidligere. Der er flere voldsomme hændelser på Psykiatrisk Hospital og flere tvangsindlæggelser, fortæller Heino Hegel, der er formand for Østjyllands Politiforening.

- Mine kollegaer oplever, at de har voldsomt travlt, og at psykisk syge fylder rigtig meget på en arbejdsdag. Det betyder, at tiden går fra noget andet og det er meget frustrerende.

Læs også Ansat på psykiatrisk hospital: Patient tog kvælertag og sagde 'Jeg dræber dig'

Samfundsmæssigt tudetosset

Meget kunne altså tyde på, at besparelserne i psykiatrien er endt med også at komme til at koste hos politiet, der nu løfter mange af de opgaver, som psykiatrien for bare 10 år siden løftede selv.

- Det er klart, at når der spares ét sted ved, at man nedlægger senge over tid og sparer på personale, så vil det vise sig et andet sted i samfundet. Det, vi ser, er, at det især er politiet, der øger udgifterne og ressourcerne på at håndtere psykisk syge, siger overlæge og medlem af regionsrådet for Psykiatrilisten Mikkel Rasmussen.

00:11

VIDEO: Hør psykiater Mikkel Rasmussen fortælle, hvordan politiet kommer kampklædt på psykiatrisk hospital.

Luk video

Formanden for landsforeningen Sind, Knud Kristensen, mener slet ikke, at det giver mening at prioritere, som man har gjort:

- Det er stærkt kritisabelt, at vi har en psykiatri, der er så dårligt fungerende, at det er nødvendigt at tilkalde politiet, siger han og fortsætter:

- Samfundsmæssigt er det tudetosset. For de penge, vi bruger på, at politiet ligger og kører frem og tilbage til Risskov, kunne vi i stedet bruge på at ansætte erfarent personale. Det havde været godt for alle parter.   

02:44

VIDEO: I gennemsnit var politiet sidste år i kontakt med psykiatrisk hospital i Risskov ti gange om ugen. Det er en stigning på 72 procent siden 2011.<br /> OBS: Østjyllands Politi har siden indslaget blev lavet opdaget fejl i de tal, de udleverede til TV2 Østjylland. Tallene er rettet i artiklen her, men kunne ikke rettes i indslaget. Se tekstboksen nedenfor for mere information.

Luk video

Rettelse

Denne artikel er i maj 2018 blevet opdateret med rettelser. Rettelserne er lavet, fordi Østjyllands Politi fandt ud af, at de tal, de i første omgang havde udleveret til TV2 ØSTJYLLAND var trukket forkert fra deres statistikbank. 
De første tal, Østjyllands Politi havde givet aktindsigt i, viste at der fra 2016 til 2017 var sket en femdobling af anmeldelser til politiet fra Psykiatrisk Hospitals adresse i Risskov. De rettede tal viser en mindre stigning på 72 procent fra 2011 til 2017. Østjyllands Politi beklager fejlen.