Eksperter: Kommune burde have grebet ind over for Kaffegal

I flere år har Aarhus Kommune fået både klager og advarsler fra en nabokommune om arbejdsmiljøet på Café Kaffegal. Flere eksperter mener, at samarbejdet burde være stoppet

01:16

Det er en alvorlig advarsel, rådmand Thomas Medom (SF) modtager i sin mailboks den 11. marts 2014.

Det handler om arbejdsforholdene for støttede ansatte hos Café Kaffegal.

Men meget tyder på, at de kommer ud til en virkelighed, der er meget værre end på en gennemsnitlig dansk arbejdsplads.

Roger Buch, forskningschef, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

I en mail skriver Favrskov Kommune, at de har valgt at stoppe med at tilbyde folk at komme i støttet job på Café Kaffegal på grund af dårligt arbejdsmiljø.

Det skal vise sig at være den første af mange advarsler om dårligt arbejdsmiljø, som Aarhus Kommune får.

Der kommer nemlig løbende flere klager, og derudover henvender en gruppe på 20 sig i 2016.

07:57

Søndag stod tretten tidligere ansatte på Café Kaffegal frem i TV2 ØSTJYLLAND med hård kritik af stedets daglige leder, Brian Sørensen, og Aarhus Kommune. Se hele indslaget her.

Luk video

Talrige advarsler

Men på trods af advarsler og klager, har Aarhus Kommune fortsat et samarbejde med Café Kaffegal.

Det møder nu kritik fra flere eksperter, der har set de dokumenter, som TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i.

- Vi har jo to kommuner, der i den her sag agerer fuldstændig forskelligt, siger Roger Buch der forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

Læs også Kaffegal: 13 tidligere ansatte anklager café for mobning

Favrskov Kommune trækker stikket og vil ikke samarbejde med Café Kaffegal mere.

- Aarhus Kommune kører videre på trods af talrige advarsler. Det ser ud som om, at Aarhus Kommune ignorerer det, siger Roger Buch. 

Læs også Sådan er reaktionerne på 13 medarbejders kritik af Café Kaffegal

Undrer sig over advarselslamper

Professor i socialret på Aalborg Universitet, Kirsten Ketscher mener, at der kan være problemer med, at Aarhus Kommune har overtrådt loven.

Økonomisk støttede ansættelser skal være med til at opnå eller fastholde beskæftigelse. 

- Ud fra de fakta, som jeg har set, ser ud til, at der er store problemer med, at de pågældende kan klare at være ansatte i virksomheden, og derfor får træning i at være på arbejdsmarkedet, og til at fastholde en beskæftigelse. Jeg har heller ikke set, at virksomheden har kunnet redegøre fyldestgørende for, hvorledes man kan opfylde formålet med tilbuddet, siger Kirsten Ketscher.

03:11

Daglig leder af Café Kaffegal, Brian Sørensen, kan ikke genkende kritikken fra de tidligere medarbejdere. Han mener, at de tidligere ansatte har sat sig for at kompromittere ledelsen og Kaffegal. Se hele interviewet med Brian Sørensen her.

Luk video

Samtidig undrer hun sig over de advarselslamper, der blinker fra flere sider.

- Kommunen reagerer ikke på det, som borgerne fortæller dem. I stedet lytter de meget efter, hvad virksomhedens ejer fortæller. Det finder jeg, er en forkert vægtning, siger hun.

Køber ikke kommunens forklaringer
I Aarhus Kommune forklarer kommunens beskæftigelseschef, Vibeke Jensen, at de ikke mente, at der var beviser nok mod Café Kaffegal.

Samtidig, så følte de også et ansvar over for de borgere, som er glade for at arbejde der.

- Vi fandt ikke, at vi havde mere at stå på end at kontrollere og rykke tættere på, men også sikre, at dem, der er glade fortsat kan være dernede, forklarer beskæftigelseschef, Vibeke Jensen.

Læs også Ejer af Kaffegal: - Jeg genkender ikke kritikken

Tilsynsbesøg er øjebliksbillede

Derudover hænger kommunen deres hat på et tilsynsbesøg fra arbejdstilsynet, hvor der står, at de ikke har fundet problemer med arbejdsmiljøet.

Arbejdstilsynet skriver i en mail til TV2 ØSTJYLLAND, at de ganske rigtigt har været på tilsyn, men at deres besøg udelukkende er et øjebliksbillede af situationen: 

"Man kan konkludere, at Arbejdstilsynet på sit tilsynsbesøg ikke har konstateret nogen arbejdsmiljøproblemer på virksomheden. Det betyder ikke, at man kan udelukke, at der kan være problemer på virksomheden, idet der altid er tale om et øjebliksbillede, når vi er på tilsyn på virksomheden."

Café Kaffegal ligger på Nørregade i Aarhus C, og der er ofte fyldt godt op ved bordene, for Kaffegal arbejder tæt sammen med Sweetdeal og andre portaler, hvor man kan få tilbud og rabatter på cafeens mad.

Hænger ikke sammen

Eksperterne giver ikke meget for Aarhus Kommunes forklaringer. De har simpelthen svært ved at få det til at hænge sammen.

- Uanset om det er 10, 50 eller 100 procent af medarbejderne, som oplever, at deres skånehensyn ikke bliver tilgodeset, så er det et problem, siger Iben Nørup, der forsker i udsatte grupper på arbejdsmarkedet på Aalborg Universitet.

02:00 Luk video

Virksomhed på det offentliges regning

I følge loven har kommunen et særligt ansvar for at sikre sig, at der bliver taget ordenligt hensyn til borgere, de har i virksomheder på støttede vilkår.

Derfor køber Roger Buch ikke argumentet om, at Arbejdstilsynet ikke har fundet problemer på virksomheden.

- Det, at der kommer en rapport fra arbejdstilsynet, der peger i en lidt anden retning end alle de andre inputs, bør ikke få kommunen til at sige, at alt så er i den skønneste orden, siger Roger Buch, mens Kirsten Ketscher supplerer:

- Jeg svært ved at forstå, at man fortsætter med at forny den her ordning, der reelt betyder, at man driver en virksomhed på det offentliges regning, og at der er en stor risiko for, at man ikke opfylder det formål og de betingelser, som man skal i henhold til loven.

Tretten tidligere medarbejdere stod søndag frem med deres kritik af arbejdsmiljøet på Café Kaffegal.

Værre end en gennemsnitlig arbejdsplads

Når Roger Buch læser de undersøgelser og dokumenter, der er i sagen, så virker det ikke til, at kommunen har været ekstra opmærksomme på den gruppe af sårbare borgere, som de burde.

Han kan ikke forstå, hvorfor Aarhus Kommune ikke har gjort det samme som Favrskov Kommune og valgt at ophøre samarbejdet med Café Kaffegal.

- De skulle jo helst ud i nogle arbejdsforhold, der er bedre end på en gennemsnitlig dansk arbejdsplads. Men meget tyder på, at de kommer ud til en virkelighed, der er meget værre end på en gennemsnitlig dansk arbejdsplads, siger Roger Buch.

Læs også Kaffegal: Aarhus Kommune har overhørt klager i årevis

Nemt at være ekspert på universitet

Beskæftigelseschef i Aarhus Kommune, Vibeke Jensen giver ikke meget for eksperternes dom.

Hun siger, at de traf beslutningen af hensyn til de sårbare medarbejdere, der var glade for at være på Café Kaffegal.

- Nu er det jo meget let at være ekspert på universitet, hvor alle kender og kan bøje reglerne, siger Vibeke Jensen.

- Et andet er at stå ude i virkeligheden og se, hvad det har af konsekvenser for nogen, der er rigtig glade for at være dernede, siger Vibeke Jensen og fortsætter:

- Så jeg kan godt forstå dem, men man kan jo også spørge, om de kan forstå den situation, som de borgere, der glade for at være dernede ville være i, hvis deres arbejdsplads blev lukket, siger Vibeke Jensen.

Siden 2016, hvor Aarhus Kommune senest har været kritisk over Café Kaffegals arbejdsmiljø, er ti borgere kommet derned i støttet beskæftigelse.

Øverst kan du se hele indslaget om eksperternes syn på Kaffegal-sagen.

08:21

I flere år har Aarhus Kommune valgt at lytte mere til Kaffegal end til de mange, der har klaget over problemer med arbejdsmiljøet

Luk video