Ekspert: Terrordom viser hvor skarp lovgivningen er blevet

Ifølge terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen viser tirsdagens dom i terrorsag, hvor meget lovgivningen er blevet strammet på området

01:39

Hør hele interviewet med Anja Dalgaard-Nielsen, der er ekspert i terror.

Når en 26-årig mand fra Østjylland i dag er blevet kendt skyldig for at lade sig hverve til terror af Islamisk Stat, er det et udtryk for, at lovgivningen på terrorområdet er blevet skærpet betydeligt. Det mener terrorforsker og tidligere afdelingschef i PET Anja Dalgaard-Nielsen.

- Den dømte har jo ikke forsøgt at angribe et mål i DK, men i dag er det også ulovligt for eksempel at lade sig hverve til en terrororganisation eller yde nogen form for støtte til en organisation, og det bliver den her dom så et billede på, siger Anja Dalgaard-Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også 26-årig kendt skyldig i at lade sig hverve til terror

Den østjyske mand, der har tunesiske rødder, befandt sig i en militærtræningslejr i Syrien gennem to uger i september 2013. Her fik han ifølge anklagen træning i våbenbrug og bombesprængning.

Den tiltalte har i Retten i Aarhus forklaret, at han tog til Syrien for at lave nødhjælpsarbejde, men han endte altså i stedet i en Islamisk Stat træningslejr i Aleppo.

Den dømte har jo ikke forsøgt at angribe et mål i DK, men i dag er det også ulovligt for eksempel at lade sig hverve til en terrororganisation eller yde nogen form for støtte til en organisation, og det bliver den her dom så et billede på.

Anja Dalgaard-Nielsen, terrorforsker

Han har desuden hævdet, at han kun befandt sig få dage i træningslejren, og at han ville væk, så snart det gik op for ham, hvor han var endt.  

- Vi har hørt i forbindelse med et par retsmøder efterhånden, at den tiltalte har sagt, at han ikke vidste, hvad han gik ind til. Så man kan jo håbe, at det budskab, der kommer ud af dommen, er at barren, for hvornår man kan blive dømt, er lavere end mange tror, så man skal holde sig langt væk, siger terrorforskeren.

I retssagen har tiltaltes aktivitet på Facebook fungeret som afgørende bevismateriale. Det skyldes ifølge Anja Dalgaard-Nielsen, at terrororganisationen Islamisk Stat, som sagen vedrører, bruger blandt andet sociale medier til rekruttering og propaganda.

Læs også PET har fokus på syrienkrigere: Kan være særligt radikaliserede

- Derfor er det klart, at materiale fra Facebook også kan blive til bevismateriale i retssager. Man kan sige fra rettens, lovgivernes og myndighedernes side er der et ønske om at sende et signal om, at terrororganisationers propaganda online ikke er et fællesskab eller en aktivitet, man skal bidrage til, siger hun.

Den 26-årige er en ud af seks mænd opvokset i Danmark, som er anklaget for at have ladet sig hverve og træne til terror. De seks sager har anklagemyndigheden valgt at behandle hver for sig, og den 26-åriges sag var den første.