Ekspert: Stadig S-borgmester efter valg på trods af møgsager

Flere møgsager kan få indflydelse på valget for Socialdemokratiet, men borgmesterposten er ikke i fare, mener professor

02:33

Letbaneåbningen blev aflyst, skandalesager i kommunen og debat om højden på de nye bygninger i midtbyen.

Der har været sager nok for Socialdemokratiet og rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S). Alligevel mener rådmanden, at det går fint.

Læs også Godkendelse af Aarhus Letbane kan vare op mod otte uger

- Det går fremragende i Aarhus. Du kan prøve at spørge de tusindvis af mennesker, der hvert år gerne vil til Aarhus, fordi det er her, vi har de gode uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, siger Kristian Würtz.

Det går fremragende i Aarhus. Du kan prøve at spørge de tusindvis af mennesker, der hvert år gerne vil til Aarhus.

Kristian Würtz (S), rådmand

En af de helt store sager i Aarhus Kommune har været de mange forsinkelser, der har ramt åbningen af den nye letbane, der skal køre gennem Aarhus. 

Letbanen kører stadig ikke, og nu er åbningen blevet udskudt på ubestemt tid. Men rådmand Kristian Würtz mener stadig, at de cirka 3,5 milliarder kroner, som letbanen har kostet er godt givet ud.

- Jeg mener, at de er fremragende givet ud, letbanen skal være rygraden på den kollektive infrastruktur, siger Kristian Würtz.

Skandalesag i kommunen

I sommer kunne Århus Stiftstidende så afsløre, at flere chefer i Teknik og Miljø har været indblandet i embedsmisbrug og muligvis bestikkelse.

- Desværre ser man jo fra tid til anden både i private organisationer og i offentlige organisationer, at der er betroede medarbejdere, som svigter den tillid, de er blevet givet, fortæller Kristian Würtz.

00:21

Chefredaktør ved Århus Stiftstidende, Jan Schouby, tror, at Socialdemokratiet kommer til at miste stemmer på de mange møgsager, som der har været.

Luk video

Sagen har kostet flere jobbet, og flere byrådskollegaer har været meget kritiske overfor Kristian Würtz’ håndtering af sagen.

- Jeg føler ikke et ansvar for, at der er nogen, der har svigtet min tillid. Jeg føler et ansvar for at rydde op efter de problemer, der er blevet konstateret, og det, mener jeg, at vi har gjort, siger Kristian Würtz. 

Får borgmesterposten på trods af sager

De mange sager kan få indflydelse på valget. Chefredaktør ved Århus Stiftstidende, Jan Schouby, tror, at det vil koste stemmer for Socialdemokratiet, men borgmesterposten kommer ikke i fare, mener han.

Den vurdering er professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager enig i.

- Det er aldrig sjovt for et parti at tabe fem procentpoint i tilslutning fra vælgerne, hvis det er det, der kommer til at ske, det har vi stadig til gode at se, men på trods af det så ser alt jo ud til, at de kan bevare borgmesterposten og sandsynligvis også en rådmandspost jo. Så det er ikke behageligt, hvis vi skal sige det på jysk, siger Rune Stubager, og fortsætter:

- De havde et rigtig godt udgangspunkt ved sidste valg. De fik 38-39 procent af stemmerne, omkring de 38 i hvert fald, og derfor er der jo en hel del at give af, og så er der jo også en del af de sager, hvor en del af vælgerne vil sige, at det ikke nødvendigvis er Aarhus-politikernes skyld. Det kan enten være en Trafikstyrelse i København, der kan være tung at danse med, det kan også være, at der er nogle embedsmænd, som opførte sig på en måde, som man ikke nødvendigvis kan bebrejde politikerne. Det kan også være, at nogen ræsonnerer, at jamen okay, de kunne måske have gjort det bedre i de sager, men så leverer de noget andet til mig, og derfor vil jeg stadig stemme på dem. 

Se mere i videoen øverst i artiklen.

02:05

<strong>VIDEO: Her kan du høre mere fra professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager​</strong>

Luk video