Ekspert: Sådan giver du dit barn sunde vaner

Klinisk diætist Anne W. Ravn har konkrete råd til, hvordan forældre kan støtte børnene i at få en sundere livsstil

På mandag er det alvor. Virkelig alvor.

På mandag tager hele familien hul på kuren, og så står der kedelig grød, tør rugbrød og broccoli ad libitum på menuen så langt øjet rækker.

Sådan lyder det i mange hjem efter en kalorierig jul, der har sat sig lidt på sidebenene både hos store og små.

Men "kuren" behøver slet ikke være så slem, siger Anne W. Ravn, der er klinisk diætist på Aarhus Universitetshospital.

Hendes overordnede budskab er, at sunde kostvaner ikke nødvendigvis rimer på sure pligter. Man behøver ikke - for at det skal virke - gøre det helt rigtige hver gang.

- Det er for eksempel fint nok engang imellem at servere en rugbrød med nutella for sit barn. Man må gerne spise lidt af det "sjove", hvis man bare husker meget af det grove, siger Anne W. Ravn.

Læs også Kommuner har succes med at få børn til at tabe sig

Hun understreger vigtigheden af, at man i forhold til sit barn husker hyggen og den gode stemning, når der skal spises grønt.

Hvis man arrangerer grøntsager og frugt på en sjov måde, er det lettere at gøre guldklumperne dus med gulerødder og appelsin.    

Anne W. Ravn peger på, at risikoen for fiasko er overhængende, hvis man sætter sig for, at fra på mandag skal alt gøres på den helt rigtige måde.

- Så går der to dage, og man finder ud af, hvor ulideligt det er - så dropper man det hele og tilføjer sig selv et nederlag, siger hun.

Nedenfor kommer Anne W. Ravn med gode råd til, hvordan du giver dit barn sunde vaner.

Ni sunde råd 

Anne W. Ravn, der er klinisk diætist på Aarhus Universitetshospital, giver råd til dig, der vil støtte dit barn i en sund livsstil: 

1) Én af de sjove, fire af de grove
Her efter jul mener mange, at vi skal spise sundt.
Men pas på med at gøre det for stramt, så det bliver en trussel. Man må gerne spise lidt af det "sjove" sammen med meget af det grove - ja, endda vingummibamser til morgenmad – der skal bare mange havregryn under

Husk mottoet: 1 af de sjove, 4 af de grove

2) Gør det nemt at spise grønt
Lav et gnavefad med grønt, som står fremme eftermiddag og aften. Hav rensede grøntsager klar i køleskabet, for eksempel gulerødder og blomkålsbuketter i vand og peberfrugt og hvidkål skåret ud i mindre, mundrette stykker 
Så er der altid en snack, når dit barn bliver sultent

3) Gør det til en fest at spise grøntsager!
En skål rå blomkål kan virke kedelig, så server grøntsagerne på en sjov og appetitlig måde: 

Skær gulerødder ud i hestebolsjer og æbler ud i kvarte og anret med lidt nødder og evt. et enkelt stykke chokolade. Smag den rå rødkål til med solbærsaft  

Du kan også servere med lidt at dyppe grøntsagerne i, for eksempel nutella, yoghurt rørt med ketchup eller måske en pesto. Smelt ost over broccolibuketterne, så grøntsagerne bliver en smagsoplevelse og noget, der er lige så hyggeligt at spise som chips

4) Servér rugbrød og grovbrød
1 skive rugbrød giver lige så mange kostfibre, som 29 skiver hvidt toastbrød.
Tilbyd dit barn rugbrød og groft brød, som mætter meget bedre og indeholder færre kalorier. Ristet brød smager også godt

5) Sluk tørsten i vand
Der er ingen kalorier i vand.
Pift vandet op med skiver af citrusfrugt eller granatæblekerner eller friske bær, eller drik med sugerør, når det skal være festligt.  Ind imellem kan I servere et glas sodavand, juice eller saft, når der er særlige lejligheder

6) Fordel måltiderne over hele dagen
Sørg for at dit barn har brændstof til hele dagen, så bliver det ikke så fristet af usunde snacks

7) Drop bilen, snup cyklen
Det er hyggeligt, og kan være nødvendigt at tage bilen, når børnene skal i skole eller til fritidsinteresser. Men børn sidder stille meget af tiden, så se, om I kan få plads til at lade bilen stå engang imellem

8) Gå ud i naturen
Tag børnene med en tur på stranden eller i skoven til en hyggelig snak, mens I får bevæget jer.
Børn har brug for andet end at sidde med hovedet bøjet over mobil og iPad. Hvis dit barn gør modstand, så lav en aftale om, at de får lov bagefter. Få bevægelse ind som en god vane, I gør sammen

9) Fyld maven med grøntsager
Når kroppen får flere kalorier, end den skal bruge, sætter det sig som fedt og på lang sigt overvægt.
Derfor er det en god ide at vænne dit barn til at spise mange grøntsager, som både mætter og indeholder få kalorier.

Kilde: Klinisk diætist Anne W. Ravn