Ekspert om hospitals-hierarki: Livet er for kort til at tie
Livet er for kort til hierarki på arbejdspladsen, mener ekspert
Aarhus Universitetshospital har hyret kaospiloter til at ændre på hierarkiet mellem de gamle og de unge læger.
Det skal nemlig ikke være sådan, at man kun bliver hørt, hvis man har anciennitet.
Det nye initiativ er et vigtigt et af slagsen, mener Sebastian Nybo, der er erhvervspsykologisk rådgiver.
- Hvis vi ikke gør op med hierarki, kommer det nye potentiale slet ikke frem, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han påpeger, at unge i dag ofte er dårligere til at markere sig overfor autoriteter end unge i 1970'erne.
- Man er blevet lidt mere bekymret for sin karriere, og det er specielt inden for nogle sektorer som fx sundhedssektoren. Hvis ledelsen er meget hård, kan man blive meget forsigtig med at komme med ens mening, for det kan skade en i fremtiden, siger han.
Meninger skader ikke karrieren
De unge bør dog ikke bekymre sig om at ødelægge deres karriere, hvis de byder stikker snuden frem på arbejdspladsen.
- Der er faktisk rigtig mange organisationer, der gerne vil have medarbejdere, der er lidt mere fremme i skoene og som tør markere. Der er nogle oppe i toppen, der anerkender det unikke potentiale, siger Sebastian Nybo.
Direkte adspurgt hvad det gode råd til yngre medarbejdere er, lyder svaret:
- Livet er for kort til ikke at komme frem med det, man har på sinde. Det er rigtig, rigtig vigtigt, at man tør stille sig frem med de idéer og de muligheder, man ser.