Ekspert: Nethandlen er gammeldags og på retur

Det er ikke længere moderne at handle på nettet, mener ekspert i dansk detailhandel. Bruno Christensen forudser bedre tider for de fysiske butikker

02:08

Tast www, klik, put i kurv, betal og vent ved postkassen.

De seneste år har mantraet lydt, at nethandel både er moderne og fremtiden. Sådan er det ikke længere, mener Bruno Christensen, der er direktør i Detailhandels Promotion.

Han går så langt som til at kalde nethandel for gammeldags. 

- Vi gider ikke. Vi bliver trætte af det. Vi har oplevet en periode, hvor alt det nye digitale er kommet til. Alt er nyt og spændende. Nethandlen bliver talt  op som om, det er det eneste afgørende, men den periode – og vi kan se det andre steder i verden – har man forladt. Det er gammeldags at handle på nettet, siger Bruno Christensen til TV 2 I ØSTJYLLAND.

Læs også Julegaverne bliver købt på nettet

Bjarne Nielsen kan som formand for Auning Handelsstandsforening nikke genkendende til, hvordan nethandlen fylder og er en benhård konkurrent.

- Vi har hørt vores forretningsdrivende sige, at de nærmest kan spotte de kunder, der bare kommer ind og lige skal prøve nogle størrelse: Nå, det var ikke lige det, jeg skulle have, siger Bjarne Nielsen og fortæller, hvordan en del af kunderne formentlig så går hjem og bestiller på nettet.

Bruno Christensens spådom om nethandlens nedtur får Bjarne Nielsen til at vejre morgenluft.

- Jamen, det er jo super godt, at man lige pludselig kan se et scenarie, der rent faktisk bringer kunderne tilbage til den fysiske handel ude i småbyerne, siger Bjarne Nielsen. 

Når Bruno Christensen kigger få år frem, ser han et tæt samarbejde mellem nethandelsudbydere og detailhandlen.

- Det er den udvikling, jeg kan se komme fra USA til Europa, hvor store nethandelsudbydere som for eksempel Amazon, der er verdens største, vælger at samarbejde med detailkæder, der så bliver sælgere af Amazons produkter. Amazon leverer, og de to har så en aftale om, hvor stor en del af avancen, butikken skal have for at sælge produktet, siger han.

Øverst i artiklen giver Bruno Christensen sit bud på fremtidens nethandel. Nedenfor giver fremtidsforsker Jesper Bo Jensen sit bud.

02:51 Luk video