Ekspert: Højst usædvanligt forslag fra regeringen

Chefforsker mener, at regeringens kommende sundhedsreform lægger op til en højst usædvanlig måde at styre landet.

Roger Buch forudser, at det bliver sværere for borgerne at vide, hvor de skal gå hen med deres utilfredshed, hvis regeringens sundhedsreform bliver ført ud i livet.

Flere medier erfarer, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i morgen, onsdag, vil lægge op til at nedlægge regionsrådene.

Ifølge TV2 vil regeringen blandt andet skabe bedre sammenhæng i sundhedsvæsnet ved at oprette en politisk udpeget bestyrelse under sundhedsministeriet, som skal holde styr på sundhedsvæsnets økonomi. Derudover skal fem sundhedsforvaltninger stå for driften af sygehusene og akutberedskabet.

Læs også Medier erfarer: Regeringen vil nedlægge regionsrådene

Det er en højst usædvanlig måde at styre noget som helst på her i Danmark.

Roger Buch, chefforsker, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Chefforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, der blandt andet har forsket i regional og kommunal udvikling, forudser, at det kan blive en udfordring for demokratiet.

- Det er en højst usædvanlig måde at styre noget som helst på her i Danmark. Normalt er det politikere, der træffer beslutningerne, og så kan vi holde dem ansvarlige eller vores utilfredshed mod dem. Det forsvinder med det her forslag, siger Roger Buch til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Anders Kühnau: - Det er en hån imod demokratiet

- Det bliver svært som borger at vide, hvor man skal gå hen, hvis man er utilfreds. Det bliver mere fjernt for dem, og det bliver et mere indirekte demokrati, siger Roger Buch.

Dansk Sygeplejeråd: Løser ikke problemerne

Også hos Dansk Sygeplejeråds afdeling i Midtjylland er der bekymring. Især over udsigterne til den politisk udpegede bestyrelse under sundhedsministeriet.

- Lige nu sidder regionsrådet forholdsvist tæt på os, og hvis det bliver professionelle bestyrelser, der skal sidde og træffe de tunge beslutninger og tegne streger rundt omkring i landet, så er jeg da bekymret for, hvordan vi lokale får indflydelse, siger kredsformand Anja Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Regionsrådsmedlemmer: - Tåbeligt at afskaffe os

Der skal andet til end reformer, der koster en masse tid og penge.

Anja Laursen, formand, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland

Anja Laursen er bange for, at beslutningerne fremover bliver truffet langt fra Region Midtjylland. Foto: TV MIDTVEST

Hun frygter for de medarbejdere, der nu måske skal igennem en masse omstillinger, hvis reformen bliver en realitet.

- Umiddelbart tænker jeg ikke, at det løser de problemer, der er i sundhedsvæsenet. Der skal andet til end reformer, der koster en masse tid og penge, siger Anja Laursen.

FAKTA: Sådan bliver strukturen i fremtidens sundhedsvæsen

Regeringen vil skrotte de fem regioner, som blandt andet står for driften af landets sygehuse, erfarer flere medier. Det sker som led i en sundhedsreform, som regeringen officielt vil præsentere onsdag klokken 10 ved statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). 

 

En række medier har allerede fået nys om indholdet af regeringens udspil, der har fået navnet "Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder". Læs mere her: 

 

* Strukturen i sundhedsvæsenet vil i fremtiden være i tre lag. 

 

* Det øverste vil være en statslig bestyrelse under Sundhedsministeriet med navnet "Sundhedsvæsen Danmark", der skal stå for den overordnede planlægning af sundhedsvæsenet. 

Bestyrelsen vil have 11 medlemmer, der er politisk udpegede. Det ventes både at være folk med faglig indsigt, interesseorganisationer og politikere. 

 

* Næste lag vil være fem regionale sundhedsforvaltninger i områder, der svarer til de nuværende regioner. 

De vil dog ikke blive styret af folkevalgte politikere, som det er tilfældet i dag, men de fem nuværende regionsrådsformænd fortsætter i spidsen for hver deres forvaltning. 

 

* Derunder bliver der oprettet 21 sundhedsfælleskaber, der skal ligge omkring de store akutsygehuse og sikre et bedre samarbejde mellem det enkelte hospital og de praktiserende læger og kommuner i området. 

De vil blive styret af repræsentanter for kommunerne - herunder borgmestre og sundhedsudvalgsformænd - og faglige eksperter. De vil dog ikke blive valgt gennem almindelige valg. 

 

* Regeringen lægger op til, at regionerne bliver nedlagt ved udgangen af 2020. De nuværende 205 politikere i regionsrådene er valgt frem til 2021. 

 

Kilder: Ritzau, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Ekstra-Bladet, DR og TV2.

03:33

VIDEO: Anders Kühnau kommer i aftenens nyhedsudsendelse med en skarp kritik af regeringens sundhedsreform.

Luk video