Ekspedient truet med kniv

Røveri mod tankstation i aftes

Foto: Flickr

En ukendt gerningsmand truede sig i aftes til penge og cigaretter under et røveri mod en Uno-X-tankstation på Rosenvangs Alle i Viby.

Manden, der begik røveriet, var bevæbnet med en 20 til 30 cm lang kniv. Ifølge Østjyllands Politi kom han ind på tankstationen kort efter kl. 21, hvorefter han truede ekspedienten med kniven, mens han sagde "money, money".

- Manden fik udleveret et mindre beløb i kontanter samt fem pakker cigaretter. Efter røveriet løb han ud af butikken, oplyser Politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.

Gerningsmanden er mellem 170 og 175 cm høj og spinkel af bygning. Under røveriet var han iført en tætsiddende fleecejakke - muligvis af mærket Haglöfs eller Northface.

Da han havde fået udleveret pengene og cigaretterne, forsvandt han fra stedet i retning mod Kridthøj Torv.