Ekspedient truet med brødkniv

Væbnet røveri mod Rema 1000-supermarked

Røveriet fandt sted i dette Rema 1000-supermarked på Vilhelm Bergsøes Vej nær Storcenter Nord. Foto: Google Maps. Collage: TV2OJ

Et Rema 1000-supermarked på Vilhelm Bergsøes Vej i Aarhus blev mandag aften udsat for et væbnet røveri.

Ifølge Østjyllands Politi blev røveriet begået af to mænd, der kom ind i butikken kl. 20.30.

Med en brødkniv truede den ene af mændene en ekspedient til at udlevere et beløb i kontanter fra kassen. Derefter forsvandt røverne fra stedet. De forsvandt til fods ad Vilhelm Bergsøes Vej.

- Der var to ekspedienter til stede, da røveriet fandt sted - en mand og en kvinde, oplyser politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Vidner har oplyst, at de to mænd muligvis blev samlet op af en tredje person i en sølvfarvet Peugeot-personbil, model 206.

Kaldte den anden for "Ahmar"

De to gerningsmænd beskrives begge som 20-25-årige mænd med et udenlandsk udseende.

Den ene af røverne er 175 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en mørkegrå jakke med en blå hættetrøje under. Røveren bar mørkeblå Adidas-træningsbukser med hvide lodrette striber og blå Nike-kondisko. Han var maskeret med et hvidt tørklæde for ansigtet. Han bar en rød hue samt sorte handsker.

Den anden gerningsmand er 185 cm høj og spinkel af bygning. Han var iført en grå jakke med sort mønster, sorte Adidas-træningsbukser med hvide lodrette striber samt sorte Nike-kondisko.

Han var maskeret med turkisfarvet bandana for ansigtet og omkring hovedet. Han bar sorte handsker. Manden havde en atypisk, haltende gangart.

Under røveriet kaldte den ene gerningsmand den anden for "Ahmar".