Eks-topbokser storaktionær i Mols-Linien

Tidligere topbokser Hans Henrik Palm køber stor aktiepost i Mols-Linien. - Jeg kan se et stort potentiale i selskabet, siger han.

Den tidligere topbokser Hans Henrik Palm har købt sig ind i rederiet Mols-Linien med en aktiepost på 9 procent. Det skriver nyhedsbureauet Direkt.

Hans Henrik Palm har formentlig købt aktierne af Ejendomsselskabet Sandgården, som tidligere onsdag meddelte, at det har solgt ejerandelen fra.

- Jeg kan se et stort potentiale i selskabet, siger Hans Henrik Palm til Direkt.

Foruden Hans Henrik Palm er også Ejendomsselskabet Øresundshøj, advokat Olav Damkjær og ejendomsinvestoren Carsten Berger storaktionærer i Mols-Linien.