Eks-AGF'er møder AGF
Michael Lumb møder sin gamle klub
Den tidligere AGF-spiller, Michael Lumb, er tilbage i Superligaen. Men ikke for AGF. Nu spiller spiller han i FC Vestsjælland, som møder netop AGF.
Det er første gang, Michael Lumb møder sin gamle klub AGF. Siden han fik sit gennembrud for de hvide fra Fredensvang tilbage i tiden 2005-2010, har han haft en turbulent karriere, der tæller intet mindre end seks forskellige klubber. Men nu er han tilbage i Superligaen og tørner ud mod sin gamle klub, hvilket bliver en speciel kamp for backen.
- Jeg glæder mig til den kamp. Det bliver sjovt, for jeg har ikke mødt dem før, og forhåbentlig kommer jeg til at spille dem i de røde trøjer og ikke til AGF'erne, siger Michael Lumb til Tipsbladet.
Måske AGF'er igen i fremtiden
Selvom han har været væk fra AGF i godt tre år, har han trænet med de hvide, og han har også holdt kontakten med nogle af spillerne ved lige.
- Jeg kender rigtig mange af dem. Jeg trænede med i dem i vinters, da jeg var i gang med at finde en ny klub, så der nåede jeg at snakke med en del af dem, men generelt kender man også mange inden for fodboldverdenen, så det bliver en kamp mod en del kammerater. Jeg snakkede for eksempel med Stephan Petersen den anden dag, hvor vi også snakkede lidt om kampen, så det bliver uden tvivl specielt, siger han til tipsbladet.dk.
Selvom han nu spiller for en anden klub, så har Michael Lumb stadig et godt øje til Aarhus og AGF.
- Det er et specielt forhold, jeg har til den klub. Jeg så dem i den første kamp mod FCM, og jeg elsker stadig at komme på Aarhus Stadion. Jeg holder stadig kontakt med de forskellige ledere og trænere derovre, så det er en klub, der står mig meget nær. Jeg følger meget med i, hvordan det går dem, og jeg har heller aldrig lagt skjul på, at jeg gerne vil tilbage til Aarhus på et tidspunkt. Men lige nu gælder det FC Vestsjælland for mig, og det er et spændende projekt. Og jeg håber og tror også, at vi vinder på lørdag, siger han.
Michael Lumb nåede at spille 81 Superligakampe for AGF.
FC-Vestsjælland - AGF spilles lørdag på Sjælland klokken 17.00.