Egon: Få overblikket her

Stærk storm rammer hele Østjylland

Der er stærk storm i Østjylland lørdag aften.

Egon raser for alvor og vil være på sit højeste i tidsrummet fra klokken 20 til midnat. Her vil hele landsdelen kunne opleve vindstød af stærk storm - det vil sige vindstød med en hastighed på 30 meter i sekundet.

Se også: Egon værre end Dagmar

Ifølge DMI vil stormen være mere ensartet i hele Østjylland end stormen igår, hvor især Silkeborg-området slap forholdsvis let:

- Det kan dog blive værst på Djursland, som jo ligger lidt udsat. Især omkring Ebeltoft vil man kunne opleve kraftige vindstød, fordi blæsten kommer fra Aarhus-bugten og så speeder op henover vandet, inden den rammer det sydlige Djursland, siger vagthavende ved DMI Frank Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se også: Sådan sikrer du dig mod storm

Blæser taget af Navitas

Midt på eftermiddagen lørdag fik Egon undertaget på det store prestigefyldte uddannelsescenter Navitas ved Aarhus Havn, der blandt andet uddanner maskiningeniører, til at styrte sammen.

Se også: Tag styrtet sammen

- Heldigvis var der ingen personer derinde, så der er ikke nogen, der er kommet til skade ved det her, siger indsatsleder ved Aarhus Brandvæsen Christian Bandholm.

Også rådhuset i Aarhus har mærket stormen. Her er flere tagplader løse på grund af stormen, og derfor er Park Allé spærret af i enden ned mod rådhuset:

- Det berør selvfølgelig trafikken, men vi er nødt til at spærre af, indtil vinden løjer så meget af, at vi kan komme op og fastgøre dem, lyder det fra vagtchefen ved Østjyllands Politi.

Flere busplaner er blevet ændret som følge af skaderne på rådhuset. Se dem her.

Falck: Sådan passer du på dig selv

Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre vejstrækninger. Så det er en god idé at passe ekstra godt på sig selv i dag, hvis man færdes ude, lyder rådet fra Falck

Ellers melder Falck, at der har været få skader i løbet af dagen. 14 stormrelaterede hændelser er det blevet til.

Her oplyser man, at der er flere ting, man selv kan gøre for at passe på sig selv og sine ting:

- Det er vigtigt, at man sørger for at spænde løse genstande fast, og så er det også en god idé at holde sig fra skovstrækninger, siger Thomas Dietz, der er vagtcentralleder hos Falck i Region Midt.

Har du billeder af stormen, så send gerne dit billede til os på redaktion@tv2oj.dk

Opdateres