Eftersøgning: To mænd savnes

Redningsfartøjer og helikopter leder i havet

En større eftersøgning er lige nu i gang ved øen Endelave i Kattegat.

Ifølge dagens.dk søger redningsfartøjer fra Søværnets Operative Kommando efter to 18-årige mænd, der ikke er set siden kl. 19.20 i aftes.

En ung mand samt hans to kammerater havde aftalt, at de skulle mødes ved Juelsminde, hvor de to mænd skulle sejle til i en jolle.

Men de to kammerater dukkede aldrig op, og den unge mand ledte forgæves efter sine kammerater.

- Kort før klokken et kontaktede han politiet, og vi alarmerede Søværnets Operative Kommando (SOK), der søger efter mændene med to helikoptere og flere redningsfartøjer. De søger lige nu omkring Endelave, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til dagens.dk.

Uklarhed om detaljerne

Politiet har søgt efter mændene ved kysten ud for Horsens, men indtil videre uden resultat.

- Der er uklarhed omkring detaljerne. Der er ikke tale om nogen nødmelding, men en udeblivelse. Det vil sige, at der er nogle personer inde på land, som har meddelt, at de savner dem, som er taget ud i båden, siger vagthavende ved SOK til Ritzau.