Eftersøgning fortsætter
Dykkere sat ind for at finde Mads Fisker Weiling
Den 42-årige Mads Fisker Weiling, der forsvandt efter en julefrokost lørdag, er endnu ikke fundet, på trods af massiv indsats fra politiets side. Politiet fik nye spor at gå efter, da en taxachauffør i går stod frem og fortalte, at han havde kørt med den 42-årige. Men på trods af eftersøgning med både hunde og helikoptere, så har det endnu ikke givet noget resultat.
- Vi har afsøgt et stort område, men hverken søgning med helikopter, eller med hundepatruljer har givet noget resultat indtil videre, fortæller Politiassistent ved Østjyllands Politi, Flemming Hellfritzsch Simonsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mads Fisker Weiling forsvandt lørdag nat, og da hans mobiltelefon gav udslag på en sendemast ved havnen, valgte politiet at koncentrere deres indsats om netop det område. Derfor er der nu også tilkaldt dykkerhold fra Aarhus Brandvæsen, som skal hjælpe i eftersøgningen af manden.
- Vi har sendt et dykkerhold i vandet kl. 10 her til formiddag. Det er i en formodning om, at han kan være faldet i vandet, da den pejling vi fik fra hans mobiltelefon peger i retning af havneområdet ved Aarhus Ø, fortæller Flemming Hellfritzsch Simonsen.
Sagen er nu overgået til eftersøgningssektionen hos Østjyllands Politi, som stadig søger information fra nogen som skulle have set den 42-årige Mads Fisker Weiling.
Han beskrives som 180 cm høj, slank af bygning, kort mørkt hår samt overskæg. Han var iført en lyseblå skjorte, mørke jeans, en sort habitjakke, sorte sko samt en lang navyfarvet uldjakke på forsvindingstidspunktet.
Henvendelser med oplysninger kan ske på telefonnummer 114.