Eftersøgning af Niels gav ikke nye spor
Cirka 60 personer deltog i lørdagens eftersøgning af Niels Nicolaisen i Aarhus
I fire uger har 73-årige Niels Nicolaisen fra Aarhus været eftersøgt, siden han i starten af februar forsvandt sporløst.
Foreningen Missing People havde derfor i samarbejde med Niels Nicolaisens familie stablet en eftersøgning på benene denne lørdag.
Og selvom Niels Nicolaisen ikke blev fundet, ligesom der heller ikke blev fundet ting, som kan relateres til ham, så er frivilligorganisationen Missing People tilfreds.
60 personer hjalp til
- Det gik sådan set godt, når man tager vejret i betragtning. Det var imponerende, at cirka 60 personer havde taget regntøj på og deltog i eftersøgningen, siger indsatschef fra Missing People, Vivian Eriksen, til tv2oj.dk.
Nu fortsætter eftersøgningen af Niels
Lørdagens eftersøgning foregik primært på land, hvor en masse steder og områder skulle tjekkes. Derudover var en enkelt båd i vandet.
Det er blandt andet området omkring Seier Fitness ved Spanien i Aarhus, Latinerkvarteret og andre områder i den centrale del af byen.
På land var de frivillige delt op i grupper, der gik rundt og tjekkede buskadser, baggårde, kældre og lignende.
Sidste søgning på landjorden
- Der bliver en søgedag mere til lands, da vi ikke nåede det hele i dag. Vi vil gerne have de sidste segmenter til lands kigget efter. Det bliver den sidste søgedag på land, men vi ved endnu ikke, hvornår det bliver, da det også kommer an på vejret, siger Vivian Eriksen, der melder datoen for eftersøgningen ud på Missing Peoples side på Facebook
Vil koncentrere sig om vandet
Men det betyder ikke, at Missing People indstiller eftersøgningen. Fokus flyttes bare fra land til vand.
- Her vil vi anmode om hjælp fra vores svenske kollegaer, som har to lighunde. De kan forhåbentlig være med til at markere et område på vandet, hvor der så skal afsøges, siger Vivian Eriksen.
Derudover håber Missing People også, at frivillige erhvervsdykkere vil hjælpe med at afsøge et område i havnebassinet.
- Vi har ingenting at gå efter, så det handler om at bruge udelukkelsesmetoden, siger Vivian Eriksen, der sender en stor tak til blandt andet Føtex og McDonald's, som sørgede for provianter til de frivillige.