Eftersøgning af 91-årig stoppet

Politiet i Grenaa har indstillet forsøget på at finde Rosemarie Løgstrup fra Hyllested.

Efter to dages intens eftersøgning har politiet i Grenaa opgivet forsøget på at finde den 91-årige Rosemarie Løgstrup i området omkring hendes hjem i Hyllested.

Rosemarie Løgstrup blev sidst set onsdag i sidste uge. De seneste to dage har 11 politihunde - og mandag også en helikopter - deltaget i det forgæves forsøg på at finde hende.

Hundene har systematisk gennemgået et syv kvadratkilometer stort naturområde ved Hyllested, hvor den ældre kvinde ofte gik ture.