Efterskoler på charmeoffensiv: - Find jer selv og få mod på livet

Selvom efterskolerne langt fra er i krise, holdt 29 efterskoler åbent hus for at vise potentielle elever, hvad et år hos dem kan byde på

06:51

VIDEO: Adventure, ridning, dans og computerspil er nogle af de linjer, man kan vælge på efterskolerne.

At bo to mennesker i en 1-værelses i 10 måneder til en gennemsnitspris på over 50.000 kroner pr. næse lyder måske ikke vanvittigt fristende. Alligevel bliver efterskoleåret ofte beskrevet som det bedste år i livet.

Læs også 6. klasser dyster i landsdækkende quiz: - Vi fejrer klogskaben

Onsdag aften holdt 29 efterskoler åbent hus på Klank Efterskole i Galten, hvor man kunne komme og blive klogere på, hvad et efterskoleår egentlig går ud på.

Alexander Løland er en af dem, der kraftigt overvejer at tage på efterskole.

- Jeg har fundet ud af noget om de forskellige linjer. For eksempel den, der hedder adventure, har jeg rigtig meget interesse for, fordi jeg er svømmer, og jeg vil rigtig gerne have noget forskelligt ud over svømning, siger Alexander Løland, der var taget til arrangementet med sin far, til TV2 ØSTJYLLAND.

Arrangementet med navnet Efterskolernes Aften er en slags charmeoffensiv, men det er ikke fordi, efterskolerne føler sig tvunget til at reklamere for at overleve. Tværtimod er der flere end nogensinde, der vælger et år på efterskole.

Jeg vil gerne have, at de har fundet ind til sig selv, og at de får en masse mod på livet og ved, hvor meget de kan opnå, hvis de engagerer sig i et fællesskab.

Rasmus Hedegaard, Linjefagslærer, Klank Efterskole

- Jeg håber, at det får en positiv virkning, at der er flere unge mennesker, der kommer ud og får et år, hvor der måske ikke lige er fuld fokus på matematik og engelsk, men også noget social dannelse, der giver noget i et demokrati, siger Rasmus Hedegaard, der er linjefagslærer på fodboldlinjen på Klank Efterskole.

Maria Vinding er forstander på Femmøller Efterskole.

En ny linje er populær

Over 29.000 elever begyndte i sommer på efterskole, og måske er et særligt nyt linjefag, der har spredt sig på mange af skolerne, grunden til skolernes popularitet.

- Vi har oplevet stor tilslutning til vores esportslinje her på Femmøller Efterskole. Det første år havde vi 10 elever på linjen, og i år har vi måtte udvide med både et ekstra stort lokale og en ny e-sportslærer også. Nu har vi plads til 40 elever på vores linje, siger Maria Vinding, der er forstander på Femmøller Efterskole.

E-sportslinjer er noget relativt nyt på efterskolerne. Alligevel er de svært efterspurgte.

På skolen kan man kun vælge e-sportslinjen som elev i 10. klasse, og der følger en masse fag med. Ud over at der bliver spillet Counter-Strike 12 timer om ugen, er der fem timers fysisk træning, der hver uge skal styrke spillernes evner.

Emma Kjær og Sigrid Westerling har kun pæne ting at sige om efterskolelivet.

- Det er dejligt med den her mind and bodyfilosofi. Hvis man skal være klar i hovedet, skal man også være klar i kroppen. Det betyder, at man skal være i god form, og det er vigtigt, at man tager det seriøst, siger Alexander Bjørn, der går på e-sportslinjen på Femmøller Efterskole, til TV2 ØSTJYLLAND.

Fællesskabet er det vigtigste

Til Efterskolernes Aften kan man tale med både elever og lærere, der har masser af efterskole-erfaring, og noget tyder på, at der findes en skole og en linje til de fleste.

- Ud over det faglige er der fællesskabet, og vi har vores linjer. Jeg har dans, og man får lov til at fokusere rigtig meget på det, vi godt kan lide at lave i fritiden, siger Sigrid Westerling, der går på danselinjen på Klank Efterskole.

Selvom Rasmus Hedegaard går meget op i fodbold, som han er linjefagslærer i, så er det vigtigste ved efterskolen fællesskabet.

Faglig læring og dyrkning af fritidsinteresser er i højsædet, men for Rasmus Hedegaard bliver det aldrig det vigtigste ved et efterskoleophold.

- Jeg vil gerne have, at de har fundet ind til sig selv, og at de får en masse mod på livet og ved, hvor meget de kan opnå, hvis de engagerer sig i et fællesskab, siger linjefagslæreren til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Millionstøtte til forskning i aggressiv blodkræft hos børn: Flere skal overleve

Hvis man sidder derhjemme og går i panik over, at man ikke nåede til Efterskolernes Aften, så kan man godt tage den med ro – man kan nemlig altid ringe til efterskolerne og få en rundvisning.