Efterlyst tasketyv anholdt
Et anonymt tip førte frem til den 20-årige mand
7. dec 2012, kl. 07:21
Mere end 30 dage gammel
Østjyllands Politi har torsdag nat omkring klokken 03 anholdt en 20-årig tasketyv, som har været efterlyst siden den 28. november.
Den unge mand er mistænkt for flere tasketyverier. To af slagsen skulle han have begået med kun få minutters mellemrum mod to ældre kvinder på henholdsvis 94 og 100 år i Risskov den 22. november.
Politiet oplyser, at tasketyven ganske udramatisk blev anholdt i en lejlighed i det nordlige Aarhus i nat og at det var et anonymt tip, som førte politiet til stedet.
Den 20-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør fredag.