Skud mod 17-årig: Efterlyst Peugeot 508 fundet udbrændt
Østjyllands Politi har fundet grå Peugeot, der i går blev efterlyst efter en skudepisode
Østjyllands Politi har formentlig fundet den efterlyste grå Peugeot 508.
Bilen blev brugt, da en 17-årig aarhusianer blev beskudt i Rosenhøj i Viby i Aarhus. Den unge mand var på vej til arbejde lørdag morgen.
Episoden fandt sted kl. 07.24, hvor en bil kørte op på siden af den 17-årige ved en tankstation. Fra bilen blev der råbt noget efter ham, hvorefter der blev affyret to skud, der dog ikke ramte ham.
Læs også
- Vi tror i hvert fald, at vi har fundet bilen. Den er total udbrændt, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Stig Heidemann til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den grå Peugeot er en staioncar og blev fundet på Lokesvej i Aabyhøj.
- Den er ikke anmeldt stjålet, så nu skal efterforskerne lige have fundet ud af, om det er bilen osv., siger Stig Heidemann.
Det var via 112, at Østjyllands Politi fik anmeldelsen om den udbrændte bil.
Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at den 17-årige har et udestående med nogen.
Læs også
- Det har vi ikke nogen grund til at tro. Vi har indtryk af, at den unge mand er en helt almindelig mand, der var på vej til arbejde. Vi ved derfor endnu ikke, hvad bevæggrunden var, sagde vagtchefen hos Østjyllands Politi lørdag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 17-årige er ikke i forvejen kendt af politiet. Efter skyderiet forsvandt bilen fra stedet.