Efterlyst i drabssag anholdt - makker er stadig på fri fod
En af de mistænkte i sag om knivdrab har meldt sig selv
OPDATERING
Politiet har senere søndag anholdt den sidste af de to efterlyste mænd i sagen. Læs mere ved at klikke på linket nedenfor.
Læs også
Den ene af de to østjyske mænd, der mistænkes for et knivdrab begået onsdag aften i et industriområde ved Haverslev mellem Randers og Aalborg, er nu blevet anholdt.
Det drejer sig om den 24-årige Mohammad Omar Rayeq, der kort efter midnat natten til søndag meldte sig selv til Østjyllands Politi i Randers.
Han er natten til søndag blevet overført til Politigården i Aalborg, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 28-årige Kion Hjaltalin Bertelsen, der ifølge sin facebookprofil bor i Randers, er dog fortsat på fri fod.
Tag ikke selv kontakt
Tirsdag aften fik Nordjyllands Politi en melding om et voldsomt slagsmål ved en tankstation i Haverslev.
Da patruljerne ankom til stedet, fandt de en 35-årig mand fra nærområdet. Han var blevet stukket med en kniv og blev kort før klokken 22 erklæret død.
- Vores indledende efterforskning gav os hurtigt efterretninger om, hvem de formodede gerningsmænd er - så vi har fornuftige spor at gå efter. Det er et spørgsmål om tid, før vi finder dem, så de kan lige så godt melde sig selv, sagde Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi tidligere i en pressemeddelelse.
Læs også
Hvis man har oplysninger om, hvor Kion Hjaltalin Bertelsen befinder sig, skal man straks ringe til politiet på telefon 114. Man skal ikke selv rette henvendelse til ham, understreger politiet.
Kort efter knivdrabet blev en 20-årig mand anholdt. Han blev løsladt torsdag, men han er stadig sigtet i sagen.