Efterlyst fange anholdt
Knivmand i politiets varetægt
Den efterlyste straffefange Kenni Stegemeier Lausch er anholdt og i politiets varetægt, oplyser politikommissær Peter Hunniche fra Østjyllands Politi.
Politikommissæren oplyser, at den undvegne fange kl. ca. 14.30 tirsdag eftermiddag blev genkendt på gaden i det nordlige Aarhus og tilbageholdt indtil en tilkaldt politipatrulje nåede frem. Politiet har ikke yderligere oplysninger om selve anholdelsen.
Kenny Stegemeier har i 28 dage været på flugt fra det åbne statsfængsel Kragskovhede i Frederikshavn og overfaldt lørdag en østjysk familie med en kniv. Familien kritiserede mandag aften i et indslag på TV 2 | ØSTJYLLAND, at de ikke var blevet advaret om, at den voldsdømte var på fri fod. Han afsoner en straf for at have stukket deres svigersøn i ryggen med en kniv og for at slået deres datter med en flaske i et overfald på gaden. Svigersønnen og den dømte kender hinanden fra barndommen.
Chefpolitiinpektør Bent Preben Nielsen har overfor BT forklaret politiets tavshed med, at fangen var stukket af fra en afsoning i Nordjylland og at Nordjyllands Politi ikke havde kontaktet Østjyllands Politi.
Efter overfaldet på familien i Hjortshøj undlod politiet også at efterlyse den 25-årige flugtfange, selv om svigersønnen og datteren nu var gået under jorden af frygt for deres sikkerhed.
Det skyldes i følge politiet, at man ikke ønskede at vise flugtfangens billede i medierne, fordi man havde brug for at en kvinde i forbindelse med det seneste overfald skulle pege gerningsmanden ud i en fotokonfrontation. Hun havde angiveligt ikke set den efterlyste før, og det ville styrke vidneudsagnet, hvis hun ikke havde set hans billede i medierne forinden.
SE VIDEO: Voldsofre: Hvorfor blev vi ikke advaret om at han var på fri fod?
Det var Kenni Stegemeiers anden flugt inden for et år. Første gang var i december, da det lykkedes ham at stikke af fra to betjente, der skulle passe på ham, mens han var til en mentalundersøgelse på retspsykiatrisk afdeling i Risskov i forbindelse med en straffesag.