Efterlysning: Blå Kors mangler frivillige til nødherberg

Om en uge åbner Blå Kors nødherberg for hjemløse i Aarhus. Der er brug for 60 frivillige til at drive stedet

Arkivfoto.

Mandag den 28. november åbner Blå Kors sit nødherberg for hjemløse i Aarhus.

Nødherberget har ti sengepladser og holder åbent alle ugens dage i tidsrummet 20.30-8.00.

- Uden nødherberget kommer de her mennesker til at ligge på gaden og sove i vinterkulden. Det er uværdigt og i værste tilfælde kan det også være dødeligt, siger Tabita Jørgensen, der er leder af nødherberget.

Hun fortæller, at der sidste år var rift om sengene på herberget - blandt andet fordi Blå Kors modsat andre steder giver husly til hjemløse, der ikke har et CPR-nummer. 

Læs også Hjemløse fik en seng på nødherberg

De kommende dage handler det først og fremmest om at finde de 60 frivillige, der er brug for i forhold til at kunne drive stedet. 

- Der er allerede en del af dem, som var med sidste år, som gerne vil hjælpe igen. Men vi har brug for flere, siger Tabita Jørgensen. Hun er klar på telefonnummer 27359755 til at tale med frivillige og folk, der gerne vil høre mere om herberget.

Der holdes informationsmøde torsdag den 24. november klokken 19-20.30 på nødherberget på Mindegade 12A.

Udover et sted at sove på herberget får de hjemløse en let madanretning om aftenen og lidt morgenmad at begynde dagen på.

Herberget har åbent til og med 28. februar 2017.

01:56

VIDEO: Det Blå Herberg gav hjemløse tag over hovedet om natten, da det åbnede i december sidste år. Se et interview med projektleder Simon Stidsen.

Luk video