Efterlyser røver med kniv
Få henvendelser efter røveri mod sandwichshop
Østjyllands Politi offentliggør nu endnu et overvågningsbillede af den kvinde, som tirsdag aften begik røveri mod Anettes Sandwich i Aarhus.
Det sker i håbet om, at flere vil henvende sig med tips i sagen.
Se: Sandwichshop røvet med kniv
Politiet har indtil videre kun modtaget få henvendelser fra borgere, så de håber, at endnu et billede måske gør det nemmere for folk at genkende hende.
- Vi håber, at få nogle henvendelser. Hele måden hun agerede på i butikken, hvor hun fægtede med kniven.. Det virkede desperat, og derfor kan vi frygte, at det måske sker igen et andet sted, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Jeg stikker dig!
Røveriet skete klokken 19.30 tirsdag aften i Anettes Sandwich' butik på Søndre Ringgade i Aarhus. Kvinden kom ind i butikken og gik direkte hen til disken, hvor hun trak en brødkniv frem fra en gul plasticpose.
Med ordene: "Jeg stikker dig. Giv mig pengene!" truede hun ekspedienten til at udlevere kassebeholdningen.
Røveriet blev afbrudt, da der kom en kunde ind i butikken. Hurtigt derefter flygtede kvinden fra butikken. Hun slap af sted med et mindre kontantbeløb.
Kvinden beskrives som cirka 40 år gammel og spinkel af bygning. Hun havde langt sort hår, som var sat op i en hestehale, og var iført en sort trøje og lyse jeans. Hun talte dansk under røveriet.
Hvis du genkender kvinden fra overvågningsbilledet, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.