Efterlyser røver med baseballbat

Truede ekspedient kort før lukketid

Foto: Colourbox

En maskeret mand med et baseballbat slog i aftes til mod en butik i Silkeborg.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi fandt røveriet sted klokken 20.40 mod Lokalbrugsen på Spættevej.

Manden kom ind i butikken og truede ekspedienten med et baseballbat. Han råbte: "Det er et røveri", mens han slog battet ned i kassebåndet.

Her fik han udleveret både kontanter og cigaretter, hvorefter han stak af fra butikken.

Manden beskrives som 170-175 centimeter høj og var iført sorte bukser, jakke og sko. Derudover bar han en sort styrthjelm med lyse eller grålige striber.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan Midt- og Vestjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.