Efterlyser flugtbilist
Har du set en sort VW Golf med buler? I så fald vil politiet muligvis gerne snakke med ejeren
Østjyllands Politi efterlyser en flugtbilist efter et trafikuheld i nærheden af Hornslet i Syddjurs Kommune.
Uheldet skete på Borupvej mellem Hornslet og Søby tirsdag aften. I et sving blev en 55-årig mandlig bilist påkørt af en modkørende bil, der kørte ind i svinget med meget høj hastighed.
Den modkørende bil kom på et tidspunkt over i den 55-åriges vognbane og ramte hans bil i siden.
I stedet for at standse valgte bilisten, der var skyld i uheldet, at stikke af fra stedet.
- Den 55-årige når ikke at notere den modkørende bils registreringsnummer. Det eneste, vi ved, er, at det er en sort VW Golf, siger politikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
De to biler stødte sammen kl. 18.25 tirsdag aften. Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.
Uheldet skete på Borupvej mellem Hornslet og Søby: