Efterforskningen fortsætter
Politiet fortsætter med at lede efter en sandsynlig gerningsmand nummer to. Læs nyhed og få en helikoptertur over eksplosionsområdet.
Dagen efter eksplosionen i Skanderborg, hvor en ejendom blev raseret, fortsætter politiet efterforskningen af sagen.
I går blev en 35-årig mand varetægtsfængslet sigtet for forsøg på manddrab.
Dog er politiet overbeviste om, at der stadig er en medgerningsmand på fri fod.
- Der er nogle forhold, der gør, at vi tror, at gerningsmanden blev kørt til stedet af en anden person, fortæller politiinspektør Steen Edeling fra Sydøstjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Årsagen til eksplosionen er muligvis jalousi efter et afsluttet forhold mellem den nu fængslede og hans ekskæreste.
- Forholdet har været forbi et stykke tid, men det er vist ikke blevet afsluttet i god ro og orden, fortæller Steen Edeling med henvisning til, at der tidligere har været andre tilfælde af konfrontationer mellem den anholdte og ekskæresten.