Efterforskning af campingbrand indstillet
Politiets teknikere opgiver at finde årsagen til den voldsomme brand, der i august hærgede et campingcenter i Odder.
Gasflasker eksploderede. Mindst 30 campingvogne udbrændte. Et stort område i Odder blev afspærret, og selv Oddergrisen måtte holde en pause.
Så voldsom var branden, der sidst i august hærgede et campingcenter i Odder.
Og netop brandens hurtige udvikling og den enorme varmeudvikling er nu, ifølge P4 Østjylland, medvirkende til, at Østjyllands Politi nu indstiller efterforskningen uden at have fundet den egentlige årsag til branden.
- Den enorme varmeudvikling på brandstedet har gjort, at vores teknikere ikke har kunnet fastslå brandårsagen, siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Jørgen Munk.
Og da der ikke er kommet andre oplysninger i sagen, vælger politiet altså at afslutte efterforskningsarbejdet og lukke sagsmappen.