Efterårsstorm i nat
Kuling med vindstød af stormstyrke i Østjylland - Nordjyderne kan vente stærk storm.
Et lille hidsigt lavtryk går nord om Danmark i nat og det kommer østjyderne til at opleve som en særdeles blæsende nat, med kuling hvor vindstødene kan nå stormstyrke, oplyser TV 2 Vejrcenter.
Jo længere nordpå, man bor, jo kraftigere vil vinden kunne mærkes.
- Vores prognoser peger lige nu på, at man i Vendsyssel en kort overgang kan få fuld storm med vindstød op til stærk storm", siger Andreas Nyholm, vagthavende meteorolog ved TV 2 Vejrcenter, og påpeger endvidere, at den kraftigste blæst blot vil vare én til to timer, dér hvor den rammer.
Sidst på aftenen og først på natten bevæger det kraftige blæsevejr sig videre ud over Kattegat, men resten af landet ser ud til at slippe med et mere almindeligt efterårsagtigt blæsevejr med op til kuling fra vest.