Efteråret er for alvor kommet – forvent en torsdag med regn og blæst
Inden klokken 7 er der chance for at komme ud i Østjylland i tørvejr, men herefter byder det meste af dagen på regnbyger og endog kraftig vind.
Sommeren er i den grad forbi. Det er den triste virkelighed, som vejrguderne byder os. De seneste dage har været præget af regn og rusk, og tendensen fortsætter.
Efter en tidlig morgen med klart vejr kommer en front ind over det østjyske fra sydvest, og den bringer regn med sig.
- Det er en fugtig luft, der kommer ind over landsdelen, og det blæser op med frisk til hård vind og risiko for endnu kraftigere vindstød, siger vejrvært på TV2 Vejret, Per Christiansen.
Risiko for torden i weekenden
Dagen igennem bliver vejret ustadigt, og først ud på eftermiddagen er der chancer for enkelte solstrejf.
Så ja, det er blevet efterår.
Læs også
- Fredag bliver blæsende med heldagsregn, heldigvis lægger vinden sig i weekenden, hvor der nok kommer lidt mere sol på himlen, lyder det fra Per Christiansen.
- Men både i weekenden og mandag er der risiko for kraftige byger, som kan være med torden, fortsætter han.
De første prognoser tyder på, at vejret fortsætter sådan gennem næste uge.