Efter utrygge kollegiebeboeres opråb: Nu rykker politiet ud
Beboere på Skjoldhøjkollegiet føler ikke, at politiet tager dem seriøst, når de har brug for hjælp. Nu gør Østjyllands Politi noget ved sagen.
Flere beboere på det uroramte Skjoldhøjkollegie i det vestlige Aarhus føler sig ikke prioriteret af politiet. Det fortalte TV2 ØSTJYLLAND i sidste uge.
- Jeg føler ikke, at politiet tager os seriøst, når vi ringer til dem og beder om, at de kan komme ud forbi og hjælpe os.
Læs også
Sådan lød det fra én af beboerne på Skjoldhøjkollegiet i Aarhus, Kamille Mathiasen. Ved flere forskellige episoder, hun har bedt om politiets assistance, er de simpelthen aldrig kommet ud til hende.
Også beboerrådsformanden på kollegiet undrer sig over, at politiet ikke dukkede op, når hun ringer efter patruljevogne.
- Det er jo ikke, fordi man oplever voldsomme tilfælde, hvor man skal have dem ud, men når man eksempelvis ser nogen, der åbenlyst står og sælger hash, så undrer det mig, at de slet ikke reagerer, fortalte beboerrådsformand Lilian Ekström til TV2 ØSTJYLLAND i sidste uge.
Læs også
Men nu ser det ud til, at Østjyllands Politi gør noget ved sagen. De er i hvert fald tilstede på Skjoldhøjkollegiet med deres mobile politienhed onsdag eftermiddag.
- Vi har allerede haft en snak med beboerne og kollegiet derude, så nu vil vi gerne endnu mere i dialog med dem. derfor er vi i dag til stede med vores mobile politienhed på kollegiet, siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor håber han på, at beboerne derude gør brug af, at politiet i dag prioriterer at besøge området.
- Alle folk har mulighed for at komme forbi enheden og fortælle om deres bekymringer, så det gælder for os om at lytte til beboerne og se, om der er noget konkret, vi kan gøre derude, siger Jakob Christiansen.
Læs også
Men ifølge ham er der ikke nogen særlig grund til, at beboerne i området skal føle sig utrygge.
- Vi kan se, at der ikke umiddelbart er specielt meget kriminalitet i området, så vi håber, vi kan få nogle svar på vores spørgsmål om, hvorfor folk føler sig utrygge derude, siger han.
Politiet: - Det er en prioriteringssag
I forbindelse med opråbet fra beboerne i sidste uge, fortalte Østjyllands Politi, at der ikke var særlig grund til at føle sig utryg i området.
- Der er ingen indikationer på, at det skulle være et særligt kriminalitetstruet område, men jeg er opmærksom på, at det er et område, hvor der kommer mange forskellige og unge mennesker. Og hvis man sidder med en følelse af at være utryg, skal vi tage det seriøst, sagde vicepolitiinspektør Gert Bisgaard i sidste uge til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han fortalte desuden, at det handler om en prioriteringssag, når patruljevogne ikke dukker op, selvom beboerne på Skjoldhøjkollegiet har ringet og bedt om assistance.
- Hvis man ringer til alarmcentralen, så er der altid en prioritering af, hvad der foregår netop nu, og så kører vi på det vigtigste først. Så der vil også være nogle anmeldelser, vi ikke kan rykke på her og nu, forklarede vicepolitiinspektøren.
Men det var netop følelsen af at føle sig nedprioriteret, beboerrådsformanden har siddet tilbage med efter de gange, hun har været i kontakt med politiet.
- Jeg synes, man kan fornemme, at vi bliver lavt prioriteret herude, og man kan også høre, at politiet sukker over, at de skal køre helt herud, hvis de bliver sendt fra midtbyen, sagde Lilian Ekström.
Læs også
Den følelse kunne også beboer Kamille Mathiasen nikke genkendende til:
- Af alle de gange, jeg har ringet, er det kun én gang, der er kommet en patruljevogn. Det var i forbindelse med en psykisk syg, der gik nøgen rundt i nærheden af vuggestuen, fortalte Kamille Mathiasen hun.
Dansk Folkepartis medlem af Folketinget, Claus Kvist Hansen, kaldte i sidste uge situationen på Skjoldhøjkollegiet alarmerende, og han har bedt Justitsministeren om en redegørelse.