Efter store vanrøgtssager: Nu går jagten ind på hvalpe-fabrikker

Hård kurs skal dæmme op for problemer med ulovlig hundehandel, lyder det fra Fødevarestyrelsen

Hundene her var blandt dem, der blev fundet på hvalpefabrikken i Gjerlev nord for Randers tilbage i februar. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Nu skydes der gang i jagten på ulovlige hvalpefabrikker og illegal import af hunde. Frem til december kaster Veterinærrejseholdet et kritisk blik på annoncer på nettet og kører på landevejene for at lede efter ulovligt salg af hvalpe. 

I løbet af det seneste år har to store vanrøgtsager ramt Østjylland. Tilbage i november blev 24 tynde, dehydrerede og bange hunde fundet på en adresse i Framlev ved Harlev, og i februar i år skabte endnu en stor vanrøgtssag forargelse i Østjylland.

Læs også Buller blev vanrøgtet men har nu fundet hundelykken igen

Her fandt politiet knap 50 vanrøgtede hunde på en adresse ved Gjerlev nord for Randers. Mange af disse hunde var enten døde eller blev efterfølgende aflivet som følge af den længere tids vanrøgt på det, der blev betegnet som en hvalpefabrik, hvor hvalpe produceres med penge for øje.

02:15

VIDEO: Lille Freja blev vanrøgtet på en adresse i Gjerlev nord for Randers. Hun havde 700 gram afføring i pelsen, da hun blev fundet.

Luk video

Men det skal være slut med den slags sager, hvis det står til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som nu sætter ind i jagten på hvalpefabrikkerne.

- At der findes skruppelløse hundehandlere, der vil tjene penge på at behandle dyr så ansvarsløst, som vi med alt for hyppige mellemrum er vidne til i medierne, er rystende, og skal stoppes. Jeg har derfor bedt Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold gennemføre en kontrolkampagne, så vi kan få fat i lyssky hundehandlere, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

03:16

VIDEO: Sagen om vanrøgt i Gjerlev voksede, da myndighederne fandt endnu flere hunde i miserabel stand. I lokalsamfundet var man rystet.

Luk video

Stor opbakning til ny kampagne

Kontrolkampagnen har opbakning fra dyreværnsorganisationer og trækker på hjælp fra landets politikredse. Derudover håber ministeren på hjælp fra borgerne.

De bakker op om kampagnen:

·         Den Danske Dyrlægeforening
·         Dyrenes Beskyttelse
·         Dansk Kennelklub
·         Dyreværns Organisationernes SamarbejdsOrganisation (Doso)
·         Gul & Gratis
·         Den Blå Avis 

- Vi er meget afhængige af tip fra både borgere og interesseorganisationer. Så er man stødt på vanrøgt eller andre tvivlsomme forhold derude, så kontakt politiet eller Fødevarestyrelsen. Her sidder professionelle folk klar til at rykke ud og få lidelserne standset og dyremishandlerne retsforfulgt, opfordrer ministeren, der også planlægger at introducere en smileyordning for hundekenneler, så man efter planen fra årsskiftet kan se, hvordan Fødevarestyrelsen ser på de enkelte steder.

01:48

VIDEO: I november fandt politiet 24 vanrøgtede hunde i Gjerlev, hvoraf 11 måtte aflives. Pixie overlevede fik et nyt hjem.

Luk video

Den hårdere kurs mod hvalpefabrikkerne glæder Karina Due fra Kjellerup, der er dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti.

- Der skal føres en hård kurs over for personer, som ikke kan finde ud af at behandle dyr ordenligt, og denne kampagne kan forhåbentlig få nogle af de lyssky personer til at tænke sig om en ekstra gang. Jeg er godt tilfreds med, at der nu kommer ekstra fokus på dette område, siger hun.

DET BØR DU TJEKKE INDEN HUNDEKØBET

  • At hvalpen skal være otte uger, før den må sælges. Det er et lovkrav i Danmark
  • At hvalpen er registreret i Dansk Hunderegister. Det er et lovkrav, at den er registreret, inden den er otte uger
  • At den er blevet vaccineret og sundhedsundersøgt af en autoriseret dyrlæge
  • At du har set hvalpens mor og hvalpen sammen med hende
  • At du har set, hvor hvalpen er vokset op, så du har et indtryk af forholdene og den opdrætter, som sælger hvalpen. Lav gerne flere besøg
  • At hunden er vant til og tryg ved mennesker. Er den sky og bange for mennesker kan det tyde på, at den er opvokset isoleret og med et minimum af menneskekontakt
  • Køb aldrig en hvalp hos en opdrætter, hvis du er i tvivl. Du støtter dårlige opdrættere ved at købe en hvalp hos dem
  • Kontakt politiet eller Dyrenes Beskyttelse på 1812, hvis du ser noget mistænkeligt

Kilde: Dyrenes Beskyttelse