Efter kæmpe narkofund: 15 mænd fremstilles i grundlovsforhør
Efter en stor narkoaktion onsdag fremstilles 15 personer i grundlovsforhør i Retten i Aarhus torsdag morgen
Opdateret: De 15 personer er efter dagens grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet. Læse mere her
15 personer fremstilles torsdag morgen i grundlovsforhør i Retten i Aarhus efter onsdagens store narkoaktion, der endte med at føre til i alt 20 anholdelser, heraf 16 i Danmark.
Fremstillingerne starter kl. 8.15. Det oplyser Østjyllands Politi.
De 20 personer er sigtede for at være en del af en international narkoring, der har smuglet flere tons hash, som blandt andet er endt flere steder i Danmark.
Under efterforskningen af narkoorganisationen har politiet beslaglagt i alt 1.324 kilo hash og 11 kilo kokain. Heraf 510 kilo hash under onsdagens aktion. Derudover er der blevet beslaglagt store pengebeløb.
I forbindelse med indsatsen er der foretaget en lang række ransagninger og undersøgelser i andre lande, der også har ført politiet på sporet af andre narkosager med andre gerningsmænd. I de andre sager er der samlet blevet beslaglagt yderligere 500 kilo hash, 42 liter amfetaminolie, der svarer til ca. 160 kilo amfetamin, 20 kilo kokain, to kilo heroin og 88 kilo amfetamin.
- Vi har været tilfredse med den efterforskning, vi har lavet indtil i dag, og vi er bestemt ikke blevet mindre tilfredse efter i dag. Men vi er også ydmyge, og vi ved, at der er masser af hårdt arbejde forude, sagde Brian Olsen, der er leder af efterforskningsenheden, til TV2 ØSTJYLLAND onsdag.
Læs også
Han oplyser, at 13 personer blev anholdt i Horsens-området, og at én person er anholdt i Himmerland. Derudover er tre personer blevet anholdt i Sverige og en enkelt i Holland
Ud over fremstillingerne i Danmark bliver en person i Sverige og en person i Holland fremstillet i grundlovsforhør.
Da anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre i sagen, kan der ikke oplyses yderligere om grundlovsforhørene.