Efter skandalesag: Kommune opfordrer ansatte til at give lyd

Tidligere og nuværende medarbejdere, der føler sig dårligt behandlet af Aarhus Kommune, opfordres nu til at melde sig i forbindelse med undersøgelse

Forleden besluttede Aarhus Byråd, at der i kølvandet på den omfattende skandalesag i Aarhus Kommune skal laves en ekstern undersøgelse af personalesager i Center for Byens Anvendelse. 

I den forbindelse går Aarhus Kommune nu ud og opfordrer folk til at give sig til kende, hvis de har noget på hjerte.

Det drejer sig om nuværende og tidligere medarbejdere i den pågældende kommunale afdeling, som har fået en personalemæssig sanktion, som de mener bør med i den eksterne undersøgelse.

Folk skal kontakte kommunen inden den 9. august.

Læs også SF skifter mening: Nu er der flertal for at kulegrave fyringer

Skandalesagen har indtil videre kostet flere højtplacerede medarbejdere jobbet hos Aarhus Kommune.

Forleden blev Erik Jespersen fyret som direktør for teknik og miljø, fordi politikerne havde mistet tilliden til ham.

En forvaltningschef, som kommunen tidligere har fyret og bortvist, er blevet meldt til politiet for underslæb, bestikkelse og tjenesteforsømmelse. 

I går oplyste Aarhus Kommune så, at Claus Nickelsen er færdig som chef for Aarhus Kommunes Center for Miljø og Energi. Kommunen ønsker ikke at oplyse nærmere om hans afgang.

Kulegravning og kovending

I forbindelse med afdækningen af skandalesagen har flere medarbejdere, der inden for de seneste år er blevet fyret fra Aarhus Kommune, rejst offentlig kritik og sået tvivl om sagligheden i deres afskedigelsessager.

På den baggrund blev der fra flere sider peget på behovet for en ekstern kulegravning af sagerne.

Læs også Gang i svingdøren: Kommune siger farvel til endnu en chef

I første omgang var der ikke flertal i Aarhus Byråd for sådan en undersøgelse, men i sidste uge skiftede flere politikere mening, og arbejdet kan nu sættes i gang.

SF-rådmand Thomas Medom begrundede sin kovending i sidste uge:   

- Personalesagerne mod de fyrede medarbejdere i Magistraten for Teknik og Miljø skal undersøges eksternt. Efter at de nye undersøgelser har vist behovet for en omorganisering af HR-afdelingen, kan vi ikke kun læne os op ad HR-afdelingens konklusion i sagerne. Det er et spørgsmål om at komme til bunds og et spørgsmål om ordentlighed. 

Læs også Borgmester Bundsgaard: Tilliden til direktør er væk

Det er Aarhus Byråd, der fastlægger det endelige kommissorium for undersøgelsen, herunder afgrænsning af omfanget.

For at kunne det, skal det først afdækkes, hvilke sager det handler om. Der vil blive mulighed for at tage alle sager med, hvor der har været sanktioner - altså ikke kun afskedigelsessager.  

Folk, der henvender sig til kommunen i forbindelse med undersøgelsen, kontaktes af den eksterne undersøger med henblik på at deltage i interview, som ventes gennemført i perioden fra den 17. august til den 23. august 2017.