Efter RFC-kamp: P-bøder annulleres

Randers Kommune vil refundere p-bøder på grund af dårlig skiltning

Foto: Google Maps

Ikke nok med at Randers FC-fansene måtte forlade stadion slukørede i lørdags, da Johan Absalonsen udlignede til 1-1 i dommerens tillægstid, så kom flere også ud til en p-bøde i foruden af deres bil.

Men nu oplyser Randers FC, at flere kan få pengene tilbage fra bøderne.

- Kommunen vil se velvilligt på at refundere/annullere de p-afgifter, der er givet for at parkere hen over cykelsti og fortov på Parkboulevarden mellem indkørslen til VIP-parkeringen og Farvervej i forbindelse med hjemmekampen, oplyser Randers FC på sin hjemmeside og fortsætter:

Dårlig skiltning

- Dette gøres med baggrund i, at den eksisterende skiltning kan misforstås. Øvrige afgifter, som er givet for f.eks. at parkere for tæt på kryds og manglende overholdelse af standsningsforbud, fastholdes.

RFC vil lade bommert gå ud over Esbjerg

Kampen mellem Randers FC og Sønderjyske i lørdags var den første i foråret i Superligaen, og den sluttede 1-1.

De personer, der har fået en p-afgift i det pågældende område, kan kontakte Randers Kommune via instruktionen på selve afgiften.

Randers FC vil nu ændre på skiltningen i området ved stadion, BioNutria Park Randers. Det betyder, at skiltningen ændres, så det fremgår mere tydeligt, hvor det er tilladt at parkere.

Næste hjemmekamp for Randers FC er den 20. marts, hvor Viborg FF kommer på besøg.