Efter masser af modstand: Maltfabrikken ombygges til kulturcenter

Første spadestik er taget til at ombygge den gamle maltfabrik i Ebeltoft til et nyt center for kultur i byen. Men kampen for at nå til spadestikket har været sej

02:20

Fredag blev det første spadestik taget midt i Ebeltoft til et samlingssted, der skal sikre byens fremtid.

Maltfabrikken i Ebeltoft fra 1861 står foran en gennemgribende forvandling. Et præstigeprojekt til hele 155 millioner kroner, tænkt som byens nye centrum for kreativ aktivitet.

- Det skal spire af liv, energi, kunst og kultur, siger Kristian Krog, der er direktør i Den Ny Maltfabrik i Ebeltoft.

Byggearealet udgør 4400 kvadratmeter, og det kommer blandt andet til at rumme spillested, madsted, mikrobyggeri, bibliotek, museum, arkiv og et rum for de unge i byen. 

Læs også Sådan kommer Den Ny Maltfabrik til at se ud

Men kampen for at få projektet til at bliver til virkelighed har været lang, og det har krævet ihærdighed fra de almindelige borgere, som står bag den nye maltfabrik.

Til at begynde med var modstanden nemlig stor, særligt fra kommunens side, der ikke ville betale gildet.

- Vi har fra økonomiudvalgets side forsøgt at handle, og vi kan ikke skaffe pengene. Hvis ikke den bliver revet ned, så falder den ned, sagde Tommy Bøgehøj (K), byrådsmedlem i Syddjurs Kommune, tilbage i 2010.

Men her 10 år senere står alle nu sammen i Ebeltoft. Og Tommy Bøgehøj er i dag glad for, at borgerne holdt fast, selvom kommunen i begyndelsen ikke ville være med:

- Det er et super projekt, det har virkelig været nogle med et stort engagement og passion - og med stor tro på, at det kan lade sig gøre med store visioner på det hele tiden, så stor kadeau til dem, siger Tommy Bøgehøj til TV2 ØSTJYLLAND fredag.

FAKTA OM MALTFABRIKKEN

  • Bygget: 1861
  • Lukket: 1998
  • Formål: Skabe rammer om nyt kulturmiljø i Ebeltoft
  • Budget: 150 mio. kr. 
  • Finansiering: Fonde, Syddjurs Kommune, gaver fra lokale personer/virksomheder og folkeaktier
  • Tidsramme: Forventes færdigt medio 2019
  • Bygningsareal: ca. 4.400 m2, hvoraf Syddjurs Kommunes andel forventes at udgøre ca. 1.000 m2, i form af en ny bygning til brug for Syddjurs Bibliotek og Museum Østjylland.
  • Udeareal: 17.644 m2 

Den storslåede maltfabrik fra 1861 har siden 1998 været i forfald. Men med ny energi og et økonomisk indspark på 155 millioner kroner fra fonde, Syddjurs Kommune, Folkeaktier, gaver fra virksomheder og gavmilde private.

- Der er forskellige faser. Det er op ad bakke en gang imellem. Med vedholdenhed og en god ide så kommer man langt, siger Kristian Krog.