Efter mange års ventetid: Thorsager får sit stoppested

Byrådet i Syddjurs har nu endelig besluttet at anlægge Thorsager Station ved Letbanen

Først var det Grenåbanen, man i Thorsager drømte om at få til at stoppe i byen. Men nu er det Letbanen, som fremover kommer til at gøre stop nord for byen. For nu har man endelig besluttet at anlægge Thorsager Station.

Det står klart efter byrådsmødet i Syddjurs kommune 31. august. Her har man presset på for at få bestilt anlægningen af Thorsager Station hos Aarhus Letbane, på trods af finansieringen ikke er helt på plads.

- I Thorsager er der jo store forventninger til det her, og de politiske forventninger er også store. Det kan kun understøtte Thorsagers i forvejen gode udvikling. Vi oplever boligprojekter, der begynder at interessere sig for Thorsager på baggrund af det her, siger Claus Wistoft(V), borgmester i Syddjurs Kommune.  

Læs også

Hjulpet på vej af staten
Folketinget har i forvejen afsat fem millioner kroner til et trinbræt i Thorsager. Det skete i det seneste nationale trafikforlig indgået i fjor.

Den 1. august meddelte Letbanen Syddjurs kommune, at de gerne vil anlægge Thorsager station. Men det er Syddjurs kommune, der kommer til at skulle betale alle omkostninger. Og regningen bliver tre millioner kroner dyrere end Folketingets bevilling.

For anlægsbudgettet fra Letbanen er på 8.115.000 kroner. Dette er inklusive et tillæg på 1.625.000 kroner til uforudsete udgifter.

Derfor mangler man i Syddjurs kommune lige nu tre millioner kroner i finansieringen af projektet. Derfor har byrådet man spurgt Trafikministeriet, om staten vil finansiere resten af projektet.

Læs også Koks med Nærbanens erstatningsbusser på første dag

Venter stadig på tre millioner
Men i byrådet venter man stadig på svar fra staten. Men Claus Wistoft regner med, at Trafikministeriet vil finansiere den manglende rest.

- Ellers så ligger det i byrådets beslutning, at så finansierer vi det selv. Så skal vi tage pengene af kommunekassen eller lånefinansiere. Jo længere tid, vi udsætter det her, jo længere tid tager det, inden det bliver færdigt, siger Claus Wistoft.

Ifølge Claus Wistofte har der fra Letbanens side ikke været nogen deadline fra Letbanens side i forhold til at anlægge Thorsager Station.

- Grunden til, at vi har besluttet at sætte turbo på det, det er fordi, det skal have en chance for at blive færdig nogenlunde samtidigt med åbningen af Letbanen, siger Claus Wistoft 

Ifølge planerne kan Thorsager Station stå klar i begyndelsen af 2018.