Efter mange års kamp: Nu får handicappede Anna endelig hjælp

14-årige Anna, der lider af flere handicap får langt om længe den hjælp, hendes forældre har kæmpet for. Det bekymrer dem dog, at det er på grund af midlertidigt projekt

02:40

Familien Bang-Møller har oplevet, at de har fået et bedre samarbejde med kommunen, efter de er kommet med i projektet.

Familietid med eftermiddagskaffe, musikvideoer på iPaden og højtlæsning.

Familien Bang-Møller, som blandt andet består af 14-årige Anna, der har flere psykiske og fysiske handicap, har efter mange år og kampe med Aarhus Kommune endelig fået ro til at være en familie.

Læs også Annas forældre drømmer om forbedringer for deres datter

- Vi er dybt taknemmelige for den hjælp og støtte, vi får nu. Annas tarv er blevet anerkendt og hendes liv og værdighed er kommet i fokus, siger Sonja Bang-Møller, der er mor til Anna.

Jeg var helt derude, hvor jeg tænkte, at hvis det ikke ændrer sig, så kan vi ikke fortsætte med at være gode forældre for vores børn.

Sonja Bang-Møller, mor til Anna

I januar sidste år blev familien tilfældigt udtrukket til at være med i et nyt kommunalt projekt, der hedder ”Tættere på Familien”. Det er Handicapcentret for Børn, der står bag projektet, og det går ud på at skabe et tættere forhold mellem sagsbehandlerne og familierne. 

Ifølge Sonja Bang-Møller har projektet haft altafgørende betydning for deres familie.

- Jeg var meget syg før. Psykisk. Jeg var helt derude, hvor jeg tænkte, at hvis det ikke ændrer sig, så kan vi ikke fortsætte med at være gode forældre for vores børn, siger Sonja Bang-Møller, der før familien kom med i projektet kæmpede med PTSD-symptomer som resultat af datterens handicap.

Et midlertidigt projekt er redningen

TV2 ØSTJYLLAND har besøgt familien i Elev flere gange. Blandt andet i august 2016, hvor familien kæmpede med kommunen over en ny lov, der tvang Anna til at gå i skole indtil klokken 16.00. Noget hendes forældre ikke mente, hun var i stand til at klare. 

Læs også Handicapsvigt: Organisation hiver fat i ministre

Efter projektet har familien fået medhold i, at Anna ikke skal gå i skole en hel dag. Derudover har de fået handicapkørslen til og fra SFO’en tilbage, og de er gået fra 11 timers ugentlig hjælp til Anna i hjemmet til 21 timer.

Ting, der ifølge Sonja Bang-Møller ikke kunne lade sig gøre før projektet – på trods af hård kamp.

Siden Anna og familien er kommet med i det midlertidige projektet "Tættere på Familien", har Anna igen mulighed for at få handicapkørsel.

- Der blev bare lukket, og argumenterne for det holdt slet ikke vand, siger Sonja Bang-Møller.

Selvom familien er taknemmelige for hjælpen, bekymrer det dem, at der skal et midlertidigt projekt til, før de kan få den fornødne hjælp.

- Det er dybt grotesk, at der skal sådan en lille ting som et projekt til, for det er virkelig en voldsom, voldsom forandring, siger Sonja Bang-Møller.

Læs også Tvinges til lang skoledag: Frygter Anna vil skade sig selv

Tættere samarbejde med familierne

Tættere på familien er en treårig forsøgsordning, som 10 procent af alle familier, der er tilknyttet Handicapcentret for Børn i Aarhus, er blevet tilfældigt udtrukket til at være med i.

Centerchef Rune Meyer beklager, at familien Bang-Møller har oplevet at have haft et dårligt samarbejde med kommunen inden projektets start, men han har en forklaring på, hvorfor familien har oplevet en stor forandring.

- Rådgiverne kigger mere på de behov, familien har, og har større fokus på, hvor indsatsen, skal ligge, siger Rune Meyer til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Handicapkørsel med nyt selskab igen: Forældre frygter det værste

Ifølge Rune Meyer er der ikke tilført nogle penge til projektet, og den ekstra hjælp til familierne skyldes ikke flere økonomiske ressourcer men altså alene, at sagsbehandlerne har fået mere tid til den enkelte familie.

Kører kun på forsøgsbasis

Da projektet kører på forsøgsbasis, er der ingen garanti for, om det ved udgangen af 2019, når de tre år er gået, vil fortsætte.

- Rent faktuelt, ved vi ikke, hvad der kommer til at ske, fordi vi har ikke haft modet til at spørge, siger Sonja Bang-Møller

Jeg forsikrer alle familierne om, at projektets afslutning ikke får betydning.

Rune Meyer, centerchef 

Rune Meyer forsikrer dog alle de involverede familier om, at de involverede familier ikke vil få frataget nogle rettigheder eller hjælp, hvis projektet ophører ved forsøgsordningens slutning.

- Det er klart, at når man synes, at tingene går godt og ikke gjorde det før, så er man bekymret for, om man kan gå tilbage til det negative. Men jeg forsikrer alle familierne om, at projektets afslutning ikke får betydning for det, siger Rune Meyer.

Ifølge Annas mor, Sonja Bang-Møller, har projektet haft altafgørende betydning for deres familie.

Ud over Anna på 14 år og mor Sonja består familien Bang-Møller af lillebror Malthe og far Holger. Ifølge Sonja Bang-Møller har projektet givet dem mulighed for at være en familie igen.

Sonja Bang-Møllers PTSD-symptomer er næsten forsvundet, og begge forældre har fået mere overskud til både Anna og Malthe.

Læs også Team Tvilling Aarhus fejrede fastelavn med en løbetur

Alligevel er der bekymringer at spore hos forældrene.

- Det er et dilemma, fordi på den ene side er vi overlykkelige over, at vi langt om længe ikke skal kæmpe de her kampe. Men på den anden side er vi bekymrede for, hvad der sker, når projektet slutter, siger Sonja Bang-Møller.

04:13

VIDEO: Livet for familien fra Elev ser i dag noget anderledes ud, end det gjorde, da TV2 ØSTJYLLAND besøgte dem for godt et år siden. Se et tv-indslag om familiens situation i 2016.

Luk video