Efter mange års kamp: Kysten er endelig sikret

Kystsikringen af Anholt er helt færdig, og kystvejen er fuldt genoprettet efter at være sandet til fra storm til storm de sidste mange år.

De tre nye bølgebrydere, som udgør rygraden i Anholts nye kystsikring, kan ses til venstre i billedet - ikke langt fra Anholt Havn. Foto: Privat - Bo Mølbak

Når den sidste asfalt bliver kørt ud på Anholts Nordstrandvej i morgen, torsdag, markerer det et foreløbigt punktum i øboernes forsøg på at tæmme naturen. 

16 millioner kroner er brugt, og efter mange års politisk kamp er Kattegatøen Anholt nu klar til at stå imod fremtidens storme.

Læs også Jubel på Anholt: Nu er der fundet penge til kystsikring

- Det giver både en kæmpe ro, at projektet er afsluttet og samtidig en stolthed over, at det har kunnet lade sig gøre, siger formand for Anholt Borgerforening, Liselotte Arentz Sørensen.

Bølgebrydere på 70 meter

For at kystsikre Anholt er der tre store bølgebrydere i granitmateriale. Bølgebryderne har en længde på 70 meter og er placeret cirka 80 til 130 meter ud for kysten.

Læs også Isoleret Kattegat-ø har fundet sin nye købmand

Kystsikringen skal blandt andet sikre øens hovedvej, Nordstrandsvej, som har været hårdt ramt af storme og uvejr, der har skyllet vejen væk flere gange.

De sidste sten på kystsikringen blev lagt i februar måned. Nu er hele arbejdet med kystsikringen færdigt. Foto: Privat - Tanja Bryder

- Øens entreprenører og campingchef kan sove roligt, for der kommer ikke længere oversvømmelser den vej fra, siger Liselotte Arentz Sørensen og fortsætter:

- Campingpladsen kan tænke nu i udvikling i stedet for hele tiden at bekymre sig for den næste storm.

Til højre er kantsikringen og genetableringen af Nordstrandvej, før asfalten er blevet lagt på. Billedet er fra 6. maj 2019 Foto: Privat - Liselotte Arentz Sørensen

Vejen er genoprettet

Ifølge borgerforeningens formand blev øens beboere allerede i 2005 opmærksom på oversvømmelsesproblemer, og i 2011 gik det for alvor galt for første gang. 

- Dengang synes folk, det var lidt overkill, når vi sagde, at problemet var meget alvorligt, siger Liselotte Arentz Sørensen og fortsætter:

- Men siden har vejrforholdene forandret sig så meget, at det som før blev kaldt 100-årshændelser, har ramt os et par gange. 

Sådan så Nordstrandsvej på Anholt ud efter, at den var blevet ramt af stormen Urd i 2016.  Foto: Frank Svensson

Hovedvejen fra havnen og ud om campingpladsen har været 'et kaos' ifølge beboerforeningens formand. Vejen har været ødelagt flere gange, og efterfølgende er sand føget ind over og har blandet sig med det stabile grus - en situation, som har givet store huller. 

Etablering af grundlaget for den nye asfaltbelægning. Vejen er nu beskyttet med øens nye kystsikring. Billedet er fra den 16. maj 2019. Foto: Privat - Liselotte Arentz Sørensen

Crowdfunding har hjulpet

De samlede anlægsudgifter til kystsikringen lyder på cirka 16 millioner kroner, og en del af pengene er fundet via crowdfunding.

Læs også 17 singler "prøvede en øbo" i weekenden

Beboere og gæster på Anholt har bidraget økonomisk til projektet, og har dermed indsamlet cirka én million kroner, der har været med til at gøre kystsikringen til virkelighed

- Det har været dejligt, at vi her på øen selv har samlet penge ind, men at vi også har haft et rigtig godt samarbejde med kommunen, har Liselotte Arentz Sørensen tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND. 

00:52

VIDEO: Sådan så hovedvejen på Anholt, Nordstrandvej, ud efter stormen Bodils hærgen tilbage i 2013.

Luk video