Efter kritik: Pernille Blach takker nej til direktør-job

Pernille Blach Hansen ønsker ikke at være direktør for Teknik og Miljø

Et flertal i byrådet i Aarhus Kommune var enige om at tilbyde det tidligere medlem af Folketinget, Pernille Blach Hansen, jobbet som direktør for Teknik og Miljø-afdelingen. 

Men valget af Pernille Blach Hansen mødte kritik fra flere politikere i blå blok i byrådet, og det har nu fået Pernille Blach Hansen til at takke nej til jobbet - til stor ærgrelse for Kristian Würtz, rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune.

Læs også Borgmester Bundsgaard: Tilliden til direktør er væk

- Jeg er ked af Pernille Blach Hansens beslutning, men jeg må samtidig sige, at jeg sagtens kan forstå hende. Hun har ikke fået en anstændig behandling, siger Kristian Würtz i en pressemeddelelse.

Jobbet som direktør i Teknik og Miljø har været meget omdiskuteret, fordi Århus Stiftstidende i en stribe artikler har klarlagt, at afdelingen har været plaget af magtmisbrug og svindel. I den forbindelse er en nu tidligere topchef blevet bortvist og politianmeldt. Derudover mistede magistraten tilliden til den tidligere direktør, Erik Jespersen, som derfor blev afskediget.

Læs også Efter skandalesag: Kommune opfordrer ansatte til at give lyd

Nu går der så endnu noget tid, før en ny direktør er på plads og kan begynde oprydningen i den meget omdiskuterede og skandaleramte afdeling i Aarhus Kommune.

- Det vil være min indstilling til Magistraten, at vi sætter ansættelsesproceduren i bero med henblik på, at en ny direktør kan tiltræde efter årsskiftet, siger Kristian Würtz.

Den kommende direktør for teknik og Miljø i Aarhus Kommune kommer til at have cirka 1.700 ansatte under sig.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig