Efter kritik: Kommune vil have udskiftet Kaffegal-ledelse

Medlemmer af Aarhus Byråd har besluttet, at kommunen ikke vil støtte den omdiskuterede Café Kaffegal med den nuværende ledelse

Hvis Brian Sørensen fortsat skal lede Café Kaffegal i Aarhus, bliver det uden kommunens støtte. 13 tidligere ansatte stillede sig for en måned siden frem og kritiserede arbejdsmiljøet. Siden har 28 yderligere henvendt sig til kommunen med kritik.

Det får nu konsekvenser for Café Kaffegal, at 13 tidligere ansatte for en måned siden stillede sig frem i TV2 ØSTJYLLAND med massiv kritik af arbejdsmiljøet på stedet.

Aarhus Kommune ønsker fremadrettet ikke at støtte den socialøkonomiske café, medmindre der bliver skiftet ud i ledelsen. Det besluttede udvalget for sociale forhold og beskæftigelse her til aften.

Vi politikere har ikke tillid til, at den nuværende ledelse kan vende skuden. Vi skal have genoprettet tilliden til stedet.

Kristian Würtz (S)

- Det, som jeg har lagt op til, og som udvalget bakker op om, er, at skal vi i Aarhus Kommune genoptage samarbejdet med Café Kaffegal og Changemakers (selskabet bag, red.), er der behov for udskiftning i ledelsen, siger formanden for udvalget, Kristian Würtz (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

Dermed er blandt andre den daglige leder Brian Sørensens dage altså talte i Café Kaffegal, hvis altså man ønsker et fortsat samarbejde med kommunen.

05:21

VIDEO: Her sætter Kristian Würtz flere ord på, hvorfor kommunen vil have skiftet ledelsen i Kaffegal for at fortsætte samarbejdet. 

Luk video

Stor forskel i opfattelserne

Gennem mange år har dette samarbejde ellers været fremhævet som et eksempel på, hvordan man får psykisk sårbare tilbage til arbejdsmarkedet. Helt sådan har flere tidligere medarbejdere dog ikke oplevet deres tid i caféen.

Gruppen af tidligere ansatte fortalte for en måned siden første gang historier om mobning, udelukkelse og om at blive sat til stressende opgaver på caféen. 

Læs også Kaffegal: 13 tidligere ansatte anklager café for mobning

- Vi politikere har ikke tillid til, at den nuværende ledelse kan vende skuden. Vi skal have genoprettet tilliden til stedet, siger Kristian Würtz.

Efter kritikken fra de tidligere ansatte kom frem i lyset, har der været heftig debat om Café Kaffegal. Yderligere 28 personer har henvendt sig til politikerne med deres kritiske oplysninger om arbejdsmiljøet, men flere har da også bakket op om stedet.

Det lader til, at der er stor forskel i opfattelserne af situationen fra virksomheden til de tidligere ansatte.

Kristian Würtz (S)

- Det lader til, at der er stor forskel i opfattelserne af situationen fra virksomheden til de tidligere ansatte. Men vi har ikke tillid til den nuværende ledelse, slår rådmanden fast.  

Aarhus Kommune har nu indkaldt Café Kaffegal og Changemakers til et møde torsdag om fremtiden.

Tager beslutning til efterretning

På Café Kaffegals hjemmeside skriver foreningen bag stedet, Changemakers, at man tager kommunens beslutning til efterretning.

- Vi tager beslutningen fra rådmanden Kristian Würtz til efterretning. Som vi forstår beslutningen om ophør af samarbejde, vedrører dette ikke de nuværende ansatte i skåne- og fleksjobs, der således kan fortsætte uændret, skriver Changemakers.

01:55

VIDEO: I indslaget her kan du få et oprids af sagen og høre flere af de lokale politikeres holdning til hele Kaffegal-sagen. 

Luk video

- De har i en interviewundersøgelse foretaget af firmaet CRECEA for Aarhus Kommune givet udtryk for, at de alle er særdeles tilfredse med at være i Café Kaffegal og ØKOgal, og at de alle oplever, at der bliver taget de nødvendige skånehensyn. Det er vi glade for, lyder det endvidere.

Changemakers skriver slutteligt, at foreningen nu vil gå i dialog med Aarhus Kommune om en plan for en reorganisering.

Vil fortsat gerne hjælpe

Rådmand pointerer nemlig, at kommunen fortsat gerne vil hjælpe caféen - der skal bare nye folk til at drive den.

- Vi støtter op om en reorganisering af Kaffegal, blandt andet også af hensyn til de borgere, der er ansat der nu, siger han. 

Læs også Kaffegalkritikere: - Trods millioner i støttekroner blev vi aldrig oplært

Kort efter de 13 tidligere ansatte havde stillet sig frem i TV2 ØSTJYLLAND valgte Aarhus Kommune at sætte samarbejdet med caféen i bero, og sådan er det altså stadig.

Siden 2010 og frem til i dag har der været ansat 47 medarbejdere i Café Kaffegal med løntilskud fra Aarhus Kommune. En af dem var Elisabeth Genefke.

- Jeg troede, at Kaffegal kunne få mig tilbage på arbejdsmarkedet og ud af min førtidspension. I stedet fik jeg et slag i hovedet, og i dag har jeg ikke noget arbejde, har hun tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.

Tyranniserer de ansatte

Mange er kommet til cafeen efter en svær tid med depressioner, stress, angst og andre psykiske lidelser. Af samme grund er langt de fleste også førtidspensionister, som har været ansat i skånejob med løntilskud.

En del har så desværre oplevet, at der ikke blev taget de nødvendige hensyn til dem.

08:21

VIDEO: De 13 ansatte, der offentligt er stået frem med kritik af Café Kaffegal, føler ikke, at de er blevet taget seriøst af kommunen. 

Luk video

De historier går igen i undersøgelser, som Aarhus Kommune selv har foretaget - men ikke handlet på:

"En tidligere ansat skånejobber har oplyst over for jobcentret, at Brian Sørensen direkte tyranniserer de ansatte og ikke tager hensyn til skånejobbernes særlige behov."

"En nyuddannet psykolog har arbejdet frivilligt for Changemakers og siddet som formand og næstformand i foreningens bestyrelse og har oplyst over for jobcenteret, at flere af de ansatte skånejobbere mistrives hos Changemakers og slet ikke rummer de psykisk sårbare personer."

Per Jensen er en anden af de ansatte, der er kommet med kritik af Kaffegal. Han har stadig mén efter de oplevelser, han har haft på caféen. 

Afviser kritikken

Brian Sørensen har tidligere oplyst til TV2 ØSTJYLLAND, at han ikke kan genkende kritikken. I et interview henviser han til, at foreningen har en grøn smiley af Arbejdstilsynet.

Han har udtalt til TV2 ØSTJYLLAND, at de seneste to trivselsrapporter, som foreningen selv har udarbejdet, "indikerer, at medarbejderne vurderer, at arbejdsmiljøet er tilfredsstillende, hvilket også kan ses på sygefraværet."

Læs også Sådan undgår de, at det går ”kaffegalt” i Silkeborg

- De fleste medarbejdere i Kaffegal været ansat i mere end fem år, vi har særoverenskomst med 3F, som altid indgår vejledende i forbindelse med personalespørgsmål, og derudover har foreningen to ansatte på særlige vilkår, som er folkevalgt som arbejdsmiljørepræsentanter, har det tidligere lydt fra Brian Sørensen.

Flere af de ansatte, TV2 ØSTJYLLAND taler med, har tidligere medvirket i artikler eller tv-indslag, hvor de har rost Kaffegal til skyerne. Men det fortryder de i dag.

Vi har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Brian Sørensen eller bestyrelsesformanden i Changemakers, Lise-Lotte Strand, her til aften.

03:11

VIDEO: Her svarer Brian Sørensen på spørgsmål om kritikken. 

Luk video