Efter kritik fra partifæller: Løkke fremrykker skæbnemøde

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vil fremrykke partiets landsmøde og siger samtidig, at han ønsker at fortsætte som formand.

Lars Løkke Rasmussen ønsker fortsat at være Venstres formand. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Formand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil fremrykke Venstres landsmøde, så det afholdes inden Folketingets åbning til oktober.

Han siger samtidig, at han ønsker at fortsætte som formand og dermed forsøge at blive statsminister for tredje gang.

Læs også Lokal Venstre-mand: Løkke og Jensen bør skiftes ud

- Jeg har gjort min stilling op, skriver han på Facebook.

- Jeg ønsker at fortsætte som formand for Venstre og tage nøglerne til Statsministeriet tilbage. Jeg ønsker at fortsætte med at tegne partiet udadtil og sikre maksimal indflydelse for partiet. Derfor vil jeg søge genvalg som formand og opbakning til min politiske linje ved landsmødet.

En zigzagkurs i partiet

Den seneste tid er der ellers af Venstre-medlemmer åbent rejst tvivl om formandskabet, som foruden Løkke består af næstformand Kristian Jensen.

Også fra østjysk side har der været kritik af den nuværende Venstre-ledelse.

Jeg har mange medlemmer, der henvender sig og spørger, hvad pokker der sker i venstre, og så er det, at jeg siger, at det kan være, at der er brug for en ny ledelse.

Svend Møller Sørensen, Venstre Skanderborg

Svend Møller Sørensen, der er medlem af Venstres hovedbestyrelse og kommuneforeningsformand i Skanderborg, er ikke tilfreds med næstformand Kristian Jensen og formand Lars Løkke Rasmussen.

Han mener, at de bør skiftes ud.

- Problemet er, at der er en zigzagkurs. Der mangler ledelse, og det er den, vi skal have genoprettet, sagde Svend Møller Sørensen tirsdag til TV2 ØSTJYLLAND. 

00:59

VIDEO: Svend Møller Sørensen mener ikke, at den nuværende formand og næstformand i Venstre gavner partiet.

Luk video

Kan ikke holde til stridigheder

Skriverier i pressen og interne opgør hjælper ikke partiet, lød det fra ham.

- Venstre kan ikke holde til stridigheder, sagde han og tilføjede:

- Venstre skal være et samlende parti i opposition til regeringen, og når man kommer med modstridende udtalelser som Claus Hjorth, så er der noget galt i ledelsen.

Læs også V-profil: Jakob Ellemann-Jensen kan samle Venstre

Han oplever, at mange medlemmer i Venstre er frustrerede over den seneste tids udtalelser i medierne: 

- Jeg har mange medlemmer, der henvender sig og spørger, hvad pokker der sker i venstre, og så er det, at jeg siger, at det kan være, at der er brug for en ny ledelse.

Flere har peget på Jakob Ellemann Jensen som ny næstformand og kommende formand i Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

For stort fokus på personer

Nu skal det kommende landsmøde i partiet så afgøre fremtiden.

Det er egentlig planlagt til at finde sted 16.-17. november. Forinden skal der fredag om en uge afholdes et forretningsudvalgsmøde og et hovedbestyrelsesmøde lørdag i Brejning ved Vejle, hvor situationen skal diskuteres.

Men den vil Løkke nu lægge død hurtigst muligt.

Det kræver, at vi kan tale politik og ikke personer. Der er lige nu et alt for stort fokus på enkeltpersoner og arvefølgen i Venstres ledelse.

Lars Løkke Rasmussen på Facebook

- Positionen som Danmarks største borgerlige-liberale parti skal bruges offensivt.

- Det kræver, at vi kan tale politik og ikke personer. Der er lige nu et alt for stort fokus på enkeltpersoner og arvefølgen i Venstres ledelse. Det gør os ukampdygtige som parti og skygger for Venstres politiske projekt, skriver han på Facebook.

Uroen i Folketingets næststørste parti har varet i nogle uger.

Avisinterview startede balladen

Den begyndte for alvor, da næstformand Kristian Jensen i et interview med Berlingske slog fast, at Venstre ikke igen skal gå til valg på at danne en SV-regering.

Den regeringskonstellation gjorde formand Lars Løkke Rasmussen ellers til sin førsteprioritet dagen før folketingsvalget 5. juni. 

Venstre gik frem ved valget, men måtte se Socialdemokratiet danne regering alene. 

Læs også Engell: Rokade i Venstre styrker Ellemann-Jensens formandsdrømme

På partiets sommergruppemøde måtte Kristian Jensen beklage sine udtalelser og lægge ører til krav fra Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen om at trække sig som næstformand. 

Balladen eskalerede herefter i en sådan grad, at Venstres bagland i øjeblikket er i gang med en stribe møder, hvor tilliden til den øverste ledelse i partiet bliver drøftet. 

Venstre afholder 31. august møde i partiets hovedbestyrelse, hvor uroen er på dagsordenen. Til november var det planen, at partiet skal vælge formand og næstformand på landsmødet.