Efter knivdrab i Aarhus: Politiet efterlyser cyklist

Tre personer er tidligere blevet fængslet i drabssag fra januar. Politiet håber nu på nyt fra muligt vidne

01:45

Video: Local Eyes

Cyklede du ad Ryhavevej i Aarhus med kurs mod Viborgvej 18. januar omkring klokken 19.25?

Så vil Østjyllands Politi gerne høre fra dig.

Politiet har onsdag efterlyst en cyklist, som måske har set noget mistænkeligt på Ryhavevej ud for nummer 7.

Læs også Politiets teori om knivdrab: Det kan være en "bytter"

Sagen drejer sig om et drab, hvor en yngre mand blev stukket med kniv.

Cyklisten passerede adressen, og politiet håber derfor, at det mulige vidne kan komme med nyt i sagen. 

Videoen øverst i artiklen er filmet af Local Eyes

- Politiet vil meget gerne i kontakt med denne cyklist for at høre, hvorvidt vedkommende har bemærket noget i området, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tre personer er tidligere blevet fængslet i sagen. 

Aarhus har været plaget af en række banderelaterede opgør det seneste halve år.

Senest blev en 23-årig mand fængslet. Forinden var to mænd på 24 og 20 år blevet anholdt, sigtet og varetægtsfængslet.

Det var en 27-årig mand, der blev stukket ned på Ryhavevej i Aarhus-bydelen Hasle onsdag den 18. januar. 

Knivstikkeriet fandt sted ved 19.30-tiden. Senere samme aften afgik offeret ved døden på sygehuset.

Læs også 24-årig mand fængslet for knivdrab

Politiinspektør Lau Thygesen har tidligere oplyst, at politiet har en teori om, at i alt fire personer er involveret i drabet. Det betyder, at der med tre fængslede stadig kan være en person på fri fod.

Af samme grund bliver alle grundlovsforhør i sagen holdt bag lukkede døre, så offentligheden ikke kan få at vide, hvad de sigtede forklarer i retslokalet. Det er af hensyn til politiets efterforskning. 

En 27-årig mand blev dræbt af knivstik på Ryhavevej i Aarhus. Foto: Google Maps

Lau Thygesen har en formodning om, at knivstikkeriet har rod i en intern konflikt i det kriminelle miljø.

- Den afdødes tilhørsforhold kan relateres til et af de områder, vi tidligere har haft nogle hændelser i. Det er nogle sager, som vi efterforsker, hvor der også har været knivstikkeri og skyderier, har politiinspektøren sagt.

Det cyklende vidne opfordres til at ringe til Østjyllands Politi på 114. 

02:06

VIDEO: Østjyllands Politi vil have Aarhus Kommune og de lokale mere på banen i Rundhøj og Rosenhøj, hvor der i øjeblikket er konflikt mellem to grupperinger.

Luk video