Efter indbrud på vandværk: Drik ikke vandet
Der har været indbrud hos Alken Vandværk, og for en sikkerheds skyld må brugerne af værket nu ikke drikke vandet herfra
I løbet af weekenden har der været ubudne skrottyve på spil på Alken Vandværk vest for Skanderborg.
De 130 husstande, der får vand fra værket, er i en husstandsomdelt besked blevet opfordret til ikke at drikke vandet.
- Før vi er sikre på, at vandkvaliteten ikke er blevet forringet under indbruddet, opfordrer vi folk til ikke at drikke vandet, siger formand for Alken Vandværk Bo Kokholm til TV2 ØSTJYLLAND.
Vandværket har sendt vandprøver afsted til undersøgelser, som man forventer svar fra inden for et par dage.
- De første resultater tyder på, at der intet er galt, men vi er nødt til at være 100 pct. sikre og vente på det endelige resultat, siger Bo Kokholm, der ærgrer sig over indbruddet:
- Det er selvfølgelig irriterende. Der er stjålet nogle gamle vandure og andet skrot. Jeg tror ikke, at tyvene ved, at de har slået til mod et vandværk.
Løbende opdaterer vandværket brugerne om situationen på byens hjemmeside.